Rødbedebøffer


Saftige bøffer med god samvittighed.

Ingredienser til 4 pers.
Rødbedebøffer:
450 g rødbeder
150 g kartofler
1 rødløg
2 spsk kapers
2 æg
2 dl havregryn
1 tsk sennep
1 tsk paprika
1 tsk groft salt
4 kværn peber

Hvis du vil bruge rødbedesaften til at lave en lækker juice af,
skal du også bruge:
saften fra halvdelen af ovenstående rødbeder (225 g)
5 gulerødder (ca. 500 g)
3 æbler
½ citron
1 stykke ingefær (på størrelse med en lille tommelfinger)
1 håndfuld isterninger

Sådan laver du rødbedebøffer:
Pil og hak løget fint.
Skræl rødbede og kartofler og sidstnævnte rives groft.
Kom rødbede alene i juiceren.
Skrab pulpen ud evt. med en dejskraber og bland den med resten af ingredienserne til rødbedebøfferne.
Rør alle ingredienserne sammen men hold lidt igen med havregrynene; det er ikke sikkert du skal bruge det hele – prøv dig frem til farsen får den rette konsistens, så du lige akkurat kan forme den til bøffer.
Stilles på køl ½ time.
Imens kan du evt. lave juicen (se nedenfor).
Farsen formes og steges i fedtstof ved middelvarme.
Vær forsigtig når de skal vendes.

Sådan laver du Juice a la Joe and the Juice:

Du skal kun bruge halvdelen af rødbedejuicen, så frys evt. den anden halvdel ned, så har du til at lave juice en anden gang.
Skræl gulerødder og ingefær.
Skær skallen af citronen, og sørg for at få den hvide hinde med.
Kom citron, æble, gulerødder og ingefær i juiceren.
Blandes sammen med halvdelen af rødbedejuicen og serveres med isterninger.

Kålsalat med appelsin og karameliserede valnødder


Lækker vintersalat i sommerlige farver.

Ingredienser til 4 pers.
200 g lilla spidskål
100 g grønkål
100 g gulerod
1½ appelsin
25 g tørret tranebær

Ristede valnødder:
50 g valnødder
1 spsk ahornsirup
1 knsp havsalt

Dressing:
1 spsk ahornsirup
2 spsk valnøddeolie
2 tsk hvidvinseddike
1 tsk dijonsennep
saften fra ½ appelsin
havsalt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Hak valnødderne groft og rist dem på en tør pande til de begynder at tage lidt farve.
Hæld siruppen ved og drys med lidt salt.
Steg videre 1 minut eller 2 til valnødderne er blevet karameliseret i siruppen.
Lad de karameliserede valnødder køle af på et stykke bagepapir.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og stil til side.
Vask og snit spidskålen fint.
Vask og rib grønkålen (hvis du ikke ligesom mig har købt klar-til-servering grønkål).
Skræl og vask gulerødderne og lav flager af dem med fx en kartoffelskræller.
Skær skrællen fra appelsinerne, sørg for at få det hvide med, og skær dem i halve fileter.
Bland spidskål, grønkål, gulerod, appelsinstykker, tranebær, valnødder og dressing sammen.

Klimakost


37 førende eksperter fra 16 forskellige lande har i løbet af de sidste 3 år fundet frem til hvad vi hver især skal spise, hvis vi vil redde planeten og ikke mindst os selv. Nedenstående er deres vejledning:

Så meget bør du spise pr. dag

Så meget bør du spise pr. uge:
2.100 g Grøntsager
1.750 g Mælk, fløde og lignende
1.634 g Fuldkorn (Ris, hvede, majs og andre medregnet)
1.400 g Frugt
525 g Bælgfrugter
350 g Nødder
350 g Kartofler og lignende
280 g Umættet fedt
217 g Alle typer sukker
203 g Kylling og andet fjerkræ
196 g Fisk
98 g Oksekød, lam og svin
91 g Æg (ca. 1½ æg)
82,6 g Mættet fedt

I de sidste 3 år har jeg hver uge lavet madplan udfra mit “Stop madspild” koncept og udfra følgende kriterier:

1 (eller mere) vegetarret
1 (eller mere) suppe, også gerne vegetarisk
1 (eller mere) ret med fisk
1 ret med kartofler
1 ret med ris, helst fuldkorn
1 ret med pasta, helst fuldkorn
1 ret (men helst ingen) med oksekød

Fra nu af vil mit mål være at kombinere alle ovenstående kriterier, altså både dem, der er udarbejdet at eksperterne, som vil være med til at redde verden samt mine egene kriterier, der sørger for at min familie lever sundt og varieret.

Her er et eksempel på hvordan en madplan for 1 uge kunne se ud:
Man Dal Makhani
Tir Fiskefrikadeller med grøntsager
Ons Majschowder
Tor Kylling i karry (opskrift på vej)
Fre Pitabrød med falafel og hummus
Lør Spaghetti Bolognese
Søn Ribolitta (med ugens grøntsagsrester)

Ovenstående plan indeholder 4 vegetarretter og kun 62½ g okse- og svinekød, hvor anbefalingen lyder på max 98 g og 100 g fjerkræ ud af de 203 g, der er maxanbefalingen.

Til slut må jeg fortælle, at jeg faktisk er blevet helt begejstret og optimistisk efter at det er lykkedes mig at lave en madplan, der er både klimavenlig, sund, og hvis jeg selv skal sige det, lækker.
Jeg håber, der er nogen derude, der læser dette indlæg og får lyst til at prøve at følge denne madplan eller måske selv har lyst til at prøve at lave sin egen udfra eksperternes anbefalinger, så vi sammen kan komme i gang med at redde planeten.

Svenske Luciaboller


Yeah, så blev det endelig Luciadag. Jeg har ønsket mig denne Lucia lampe, man kan se i baggrunden på fotoet, i flere år, og har nu købt den til mig selv. Jeg havde glædet mig til at vække Vera og Signe med et morgenbord med denne fine lampe som æresgæst, men så i går da jeg pakkede den ud af sin kasse, var en af pærerne smadret og det viste sig, at de var serieforbundet. Heldigvis fandt Anders en lille pære frem fra gemmerne og med lidt manipulering med fatningen, fik han den til at lyse – og samtidig tændte han også lysene i mine øjne 😀

Ingredienser til 12 stk.:
75 g smør
2,5 dl mælk
25 g gær
1/4 tsk safrantråde
1/4 tsk salt
2 spsk sukker
1 æg + 1 til pensling
450-500 g mel
Rosiner til pynt

Smelt smørret og hæld det i en skål sammen med mælken.
Smuldr gæret heri og tilsæt så fingernulret safrantråde.
Røres sammen med salt, sukker og 1 æg.
Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen til den føles smidig og lækker.
Lad den hæve tildækket i ca. 1 time.
Slå dejen sammen og del den i 12 stykker, som hver især rulles til en pølse, der evt. formes som et omvendt S.
Lad luciabollerne efterhæve ca. 1 time, før de pensles med et sammenpisket æg og 2 rosiner hver.
Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Bages 12-15 minutter, indtil de er gyldne.

Julegaver du kan lave sammen med børn


Jeg har her samlet nogle af de julegaver, jeg har lavet sammen med Vera og Signe igennem årene; fod-engle, personlige kravlenisser, perleskåle, stenlysestager (ja, det er faktisk til i år, så jeg håber ingen fra familien læser med) og monsterbogmærker.
Rigtig glædelig december. Håber I får julehygget en masse.

Fod-engle

Hvis du har 2 børn, kan dit ene barn være fodmodel og det andet håndmodel..
Du skal bruge:
2 stykker karton med flotte mønstre
1 ensfarvet stykke karton
1 guld eller gult stykke papir/karton, evt. en rest
1 tush
1 stykke snor
1 hullemaskine

Sådan gør du:
Tegn omridset af en fod på det ene stykke mønstret karton og 2 hænder på det andet.
Klip fod og hænder ud og læg først hænderne på det ensfarvede karton og så foden omvendt, så det ligner en engel med vinger
Lim alle 3 dele fast med lidt luft over hælen/hovedet, så der er plads til en glorie.
Klip en glorie af det gule/guld og lim den fast over hovedet.
Tegn øjne og en mund og lav et hul med hullemaskinen, så den kan hænges op og pynte på fx juletræet.

Personlige kravlenisser

Du skal bruge:
Fotos
Rødt karton
Røde piberensere
Hullemaskine
Evt. tape

Sådan gør du:
Klip ansigt og hår ud og klistr det fast på det røde karton, så der er plads til at lave en kjole eller buksedragt under.
Tegn tøjet, evt. med flapper, ligesom der er på almindelige kravlenisser.
Klip tøjet ud med ansigtet klistret på.
Lav en lille nissehue og klistr den fast på hovedet.
Lav huller dér hvor arme og ben skal være og klip piberensere ud i, lidt større end, passende størrelse, så der er lidt at give af.
Bøj et lille stykke af piberenserne ind bag bagsiden af kravlenissen. Sæt dem evt. fast med et lille stykke tape.

Perleskåle

Du skal bruge:
En skål/skåle der kan tåle at komme i ovnen
Madolie
Hama perler, enten i forskellige farver eller i yndlingsfarven

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Smør skålen godt med olie, og drys perler i skålen og fordel dem i skålen i ét lag og uden huller imellem.
Bages midt i ovnen ca. 10 minutter, men hold øje med den – den er færdig, når perlerne er blevet store og flade.
Tages ud med grydelapper og køles af på en rist i et godt stykke tid, inden perleskålen tages ud af den anden skål.
Vask skålen godt men forsigtigt i sæbevand, så olien bliver vasket af.

Stenlysestage

Du skal bruge:
1 større flad sten
5 mindre også rimmelige flade sten
Akrylmaling, hvid og sort
Limpistol
1 fyrfadslys

Sådan gør du:
Mal øjne på de mindre sten, evt. nogle der er skeløjede, nogle der kigger op, ned osv.
Lim dem fast i en halvcirkel, som på billedet.
Placér et fyrfadslys i midten, så det ser ud som om de sidder og varmer sig ved et bål.

Monsterbogmærker

Du skal bruge:
Mønstret karton
Ensfarvet karton
Hvid og sort karton til øjne og tænder
En saks
En lineal
En limstift

Sådan gør du:
Jeg kan desværre ikke huske hvordan, jeg gjorde, men jeg har fundet et link til én, der har styr på det.

Lyt til disse julesange til børnSpotify,
imens I kreerer julegaver sammen.

Ølkage


Hver jul når vi mødes med madklubben til jul har Katja ølkage med, og jeg ville blive slemt skuffet, hvis det et år ikke skulle ske, så bare for en sikkerheds skyld, kommer opskriften her med kun ganske få ændringer.
Mmmm så blev det endelig jul..

Ingredienser:
1 flaske mørk hvidtøl
500 g brun farin
500 g hvedemel
1 tsk natron
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk stødt nellike
Serveres med smør

Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Det hele blandes godt sammen og kommes i en sandkageform.
Dækkes med staniol og bages på nederste ovnribbe i 30 min.
Fjern staniolen og bag videre i ca. 30 min.
Prik i kagen med en strikkepind eller lignende, hvis den ikke er våd er kagen færdig. Ellers bag lidt videre, men hold godt øje med den.
Afkøles og nydes med smør – ingen grund til at være nærig, der er jo slet ikke noget fedt i kagen 😉