Mortens aften


Siden jeg er blevet voksen og selv fået børn er jeg begyndt at fejre Mortens aften, og det gør jeg ved at lave and, i modsætning til juleaften hvor vi altid får flæskesteg. Tilbehøret til, ligner dog næsten dét, vi får juleaften, nemlig brunede kartofler, sauce, rødkål og waldorfsalat.
Det er også rart lige at få genopfrisket/øvet mig på julemiddagen, samtidig med at det er det første lille skridt til at komme i julestemning.
Når vi så sidder sammen og spiser, snakker vi om de ting, vi glæder os til, til jul… 

En nyere tradition er at jeg hvert år laver en ny alternativ udgave af en ris a la mande. Nedenstående er sidste skud på stammen:

Is a la mande
Ingredienser til 6 stk.:
Både silikoneform, pufsukker, kirsebær- og guldstøv kan købes hos Bagebixen.
Halvkugle silikoneform (Ø70) (Kan evt. købes her)
Chokoladeskaller:
100 g hvid chokolade.
1 mandel
Parfait med vanilje:
40 g pasteuriserede æggehvider (1 bæger)
40 g pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
40 g sukker
kornene fra ½ vaniljestang
1½ dl piskefløde.
ca. 3 tsk pufsukker (Kan evt. købes her)
kirsebærstøv (Kan evt. købes her)
edible guldstøv (Kan evt. købes her)
evt. spiselige blomster
1 mandelgave

Sådan gør du:
Smelt den hvide chokolade.
Smut imens én enkelt mandel.
Pensl halvkuglerne med den smeltede chokolade, så jævnt som muligt.
Sættes i fryseren 1 times tid, inden du laver parfaiten.

Parfait med vanilje:
Find 3 skåle frem. Hæld piskefløden i den ene.
Fordel sukkeret lige i de 2 sidste skåle.
Hæld æggehvider ned til den ene skål med sukker, og æggeblommer og vaniljekorn ned til den anden.
Pisk æggehviderne stive, æggeblommerne luftige og fløden til en let skum.
Vend først forsigtigt flødeskummet sammen med æggeblommerne og dernæst vendes de stive æggehvider ligeledes forsigtigt i.
Fordel parfaiten i chokoladeskallerne, put mandlen i en af dem, så man ikke kan se den, og sæt is a la manden i fryseren, gerne natten over.

Ca. 10 minutter før serveringen:
6 istallerkener sættes i fryseren og parfaiten tages ud.
5 minutter efter tages tallerkenerne ud og der drysses først lidt pufsukker på og så lidt kirsebærstøv.
Parfaiten vendes ud af formen (bekymr dig ikke, det er meget nemt) og placeres midt på tallerkenerne.
Drys lidt guldstøv på parfaiten evt. med en lille sigte, og hvis du har kunne få fat på nogle spiselige blomster, pynt også med disse.

Hjemme hos os har vi en ret strikt regel om, at man først hører julemusik, den dag vi pynter op til jul, men alternative julesange kan vi godt retfærdiggøre.
Lyt til alternative julesange på Spotify 

Peanutbuttersoftice med banan og mørk chokolade


Denne simple sunde dessert er en ny favorit herhjemme. Den er ikke nødvendigvis slankende, men måske et rigtig fornuftigt valg i forhold til, hvad man ellers kunne finde på sådan en stille og rolig hverdagsaften.

Ingredienser til 1 person:
1 banan
1 spsk peanutbutter
1 tern mørk chokolade (10 g)

Skræl bananen og skær den i skiver.
Fryses 1-2 timer.
Blend den halvfrosne banan med peanutbutter til massen bliver glat.
Riv eller hak den mørke chokolade og drys udover softicen.

Appelsinoverraskelse

  

Denne dessert var vist nærmest min hofdessert, da jeg var teenager, og nu har jeg prøvet at lave den igen her mange år efter, og den holder stadig.

Ingredienser til 4 personer:
4 store økologiske appelsiner
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g flormelis
lidt revet appelsinskal
2½ dl piskefløde

Skær ganske lidt af bunden på appelsinerne, så de kan stå uden at vælte.
Skær toppen af appelsinerne og gem dem som låg.
Skær rundt langs appelsinkødet med en skarp kniv og skrab indholdet ud med en ske.
Lav appelsinjuice af appelsinkødet evt. i en juicer ellers giv den gas med en stavblender.
Pisk æggeblommer og flormelis sammen i flere minutter til det bliver hvidt.
Riv forsigtigt lidt appelsinskal i blandingen, uden at ødelægge den udvalgte appelsin.
Tilsæt appelsinjuicen og pisk igen til det bliver en ensartet masse.
Pisk fløden til skum og vend forsigtigt denne i.
Fyld appelsinerne med blandingen og læg låg på.
Overskuddet hældes i en bøtte – så der er til, hvis man kan klemme lidt mere ned.
Fryses i mindst 4 timer.
Tages ud ca. 20 minutter før den skal spises.