Ølkage


Hver jul når vi mødes med madklubben til jul har Katja ølkage med, og jeg ville blive slemt skuffet, hvis det et år ikke skulle ske, så bare for en sikkerheds skyld, kommer opskriften her med kun ganske få ændringer.
Mmmm så blev det endelig jul..

Ingredienser:
1 flaske mørk hvidtøl
500 g brun farin
500 g hvedemel
1 tsk natron
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk stødt nellike
Serveres med smør

Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Det hele blandes godt sammen og kommes i en sandkageform.
Dækkes med staniol og bages på nederste ovnribbe i 30 min.
Fjern staniolen og bag videre i ca. 30 min.
Prik i kagen med en strikkepind eller lignende, hvis den ikke er våd er kagen færdig. Ellers bag lidt videre, men hold godt øje med den.
Afkøles og nydes med smør – ingen grund til at være nærig, der er jo slet ikke noget fedt i kagen 😉

Regnbue Muffins


I denne uge er det Copenhagen Pride Week, og det kan man jo passende fejre med at bage disse regnbue muffins.
N.B. Jeg kunne ikke finde gul konditorfarve og brugte gurkemeje i stedet for.

Ingredienser til 12 muffins:   
100 g blødt smør
180 g rørsukker
230 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 vaniljestang (eller 1 spsk vaniljesukker)
1 nip fin salt
2 dl mælk
3 æg
1 tsk konditorfarve, gul
1 tsk konditorfarve, grøn
2 tsk konditorfarve, blå
4 tsk konditorfarve, rød
12 muffins forme
Frosting:
25 g smør
100 g Philadelphia
150 g flormelis
krymmel eller chokoladelinser i forskellige farver

Start med at stille smørren frem på køkkenbordet i god tid.
Hvis du bruger en vaniljestang, halveres denne og kornene skrabes fra vaniljestangen med en skarp kniv,
hvorefter kornene moses sammen med lidt af sukkeret med bagsiden af en spiseske.
Når smørret er blødt, piskes det sammen med resten af sukkeret til det er lyst og luftigt.
Tilsæt æggene ét af gangen og rør godt ind imellem.
Tænd ovnen på 170 grader alm. ovn.
Bland mel, bagepulver, vaniljesukker og salt og si det i dejen.
Rør mælken i og rør godt til al væsken er absorberet.
Fordel dejen i 5 lige store portioner, som farves i 5 nedenstående farver:
Gul: 1 tsk gul konditorfarve eller gurkemeje tilsættes og røres godt sammen.
Grøn: 1 tsk grøn konditorfarve tilsættes og røres godt sammen.
Blå: 1 tsk blå konditorfarve tilsættes og røres godt sammen.
Lilla: 1 tsk blå og 2 tsk rød konditorfarve tilsættes og røres godt sammen.
Rød: 2 tsk rød konditorfarve tilsættes og røres godt sammen.
Kom en lille spsk af den første dej i bunden af hver form og bag den midt i ovnen 5-7 minutter til der kommer en hård hinde på toppen.
Kom derefter den næste farve i og processen gentages til alle farverne er brugt.
Giv evt. kagerne et par minutter ekstra, når de kommer i ovnen for sidste gang.
Stil 25 g smør frem på køkkenbordet.
Lad kagerne køle helt af før de pyntes.
Pisk det bløde smør sammen med Philadelphia og flormelis med en elpisker og fordel frostingen på kagerne,
hvorefter de pyntes med krymmel eller chokoladelinser.

Anarkistens Semlor med kakaonibs


Vi er mange der har vinterferie i næste uge, og udover ferie sker der også en masse andre hyggelige ting. På søndag er det fastelavn og mange børnehaver og skoler osv. fejrer det på fredag. På tirsdag international pandekagedag  , onsdag er det Valentines dag og næste lørdag d. 17. februar er der (inde i mit hoved lyder lige nu en trommehvirvel) MGP, og det skal selvfølgelig fejres med en MGP fest med børnedrinks, popcorn, pynt osv., men inden dér skal der spises fastelavnsboller. Disse svenske fastelavnsboller er meget anderledes og for mig aldeles vanedannende – jeg tror det er noget at gøre med kontrasten mellem de bitre kakaonibs og den søde fastelavnsbolle. Opskriften faldt jeg over på nettet for mange år siden. Desværre findes den ikke længere, men heldigvis har jeg min egen udgave. Vær opmærksom på at der går ca. 8 timer fra man går i gang til man kan sætte tænderne i en af disse anarkistiske fastelavnsboller.
Da de smager absolut bedst friske, kan man fryse nogle af dem ned, efter man har delt dejen i 12. Når de skal bruges skal de tø op i mindst 4 timer i køleskab og derefter efterhæve i 1½ time på køkkenbordet og så pensles, bages, udhules, fyldes osv.

Ingredienser til 12 fastelavnsboller:
2 dl mælk
20 g gær
40 g smør
2 æg
1 tsk kardemomme
1 spsk sukker
400 g mel
Karamelliserede kakaonibs:
1 håndfuld kakaonibs
2 spsk sukker
2 stykker bagepapir
Fyld:
120 g marcipan
en sjat mælk
½ vaniljestang
2½ dl piskefløde

Lun mælken i en lille kasserolle til den er fingerlun. Rør gæren ud heri. Smelt smørret.
Tag æggeblommen fra det ene æg og stil det tildækket på køl. Pisk resten af ægget + det hele æg, kardemomme og sukker sammen. Tilsæt gærblandingen og smørret og pisk det hurtigt sammen. Rør melet i lidt af gangen til du har en blød dej, der holder faconen.
Dækkes til og stilles på køl i mindst 5 timer.

Del dejen i 12 og form små boller, der sættes på en bageplade med bagepapir med lidt afstand imellem dem. Lad dem hæve tildækket i ca. 1½ time.
Imens ristes kakaonibsene på en tør pande ved middel varme. Drys sukkeret over og lad det smelte under jævnlig omrøring til kakaonibsene er dækket af et fint lag karamelliseret sukker. Spred dem ud på et stykke bagepapir og lad dem køle helt ned.

Tænd ovnen på 225 grader alm. ovn.
Pisk æggeblommen fra køleskabet hurtigt sammen og pensl bollerne med ægget.
Pres let halvdelen af kakaonibsene ned i bollerne og stil resten af kakaonibsene til side.
Bollerne bages ca. 15 min. til de fine lysebrune.
Køles helt ned på en rist.

Skær toppen af bollerne og hiv brødkrummen ud. Smuldr den ned i en skål. Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen med en skarp kniv og mos kornene sammen med bolleindmaden, marcipan og mælk. Fordel fyldet i bollerne. Strø resten af kakaonibsene udover fyldet. Pisk flødeskummet og fyld det i en sprøjtepose. Sprøjt dekorative kruseduller langs kanten af bollerne og læg bollelågene på. Spises med det samme.

Æbletærte


Jeg er ret stolt af denne æbletærte, som blev akkurat lige så sprød og karameliseret, som jeg havde ønsket mig.

Ingredienser til 6-8 personer:
100 g smør
175 g sukker
2 æggeblommer
125 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1 håndfuld rasp
2-3 æbler
1 spsk kanelsukker
35 g mandler
Tilbehør:
Cremefraiche eller flødeskum

Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Smelt smørret.
Lad det køle af, imens du pisker sukker og æg skummende.
Tilsæt det smeltede smør, hvedemel og bagepulver, og rør det godt sammen.
Drys rasp i en tærteform og bred dejen ud i formen.
Skræl æblerne og skær dem i skiver.
Læg dem i formen, så de lige overlapper hinanden.
Hak mandlerne groft.
Bland 1/2 tsk stødt kanel og 1 spsk rørsukker og drys det udover æblerne, sammen med de hakkede mandler.
Sættes i ovnen på nederste rille og bages i 25-30 minutter.
Serveres lun med cremefraiche eller flødeskum.

Lyt til min Landlig idyl playlisteSpotify

Brownies med orangeknas og vanille/yoghurtcreme


I dag har min veninde Stine fødselsdag, så i den forbindelse synes jeg det er passende at der kommer én opskrift på bloggen, som jeg har fra hende.
Den kommer vist originalt fra en SuperBrugsen opskrift, men stadig…

Ingredienser:
190 g usaltet smør
190 g orange chokolade
skal af 1 økologisk appelsin
3 æg
0,5 vaniljestang
250 g rørsukker
115 g hvedemel
1 tsk salt
100 g mandler
yoghurt
sukker
vanilje

Smelt smør og chokolade i vandbad.
Pisk æg, appelsinskal, vanille og sukker sammen og bland mel, mandler og salt sammen.
Bland den let afkølede chokoladeblanding sammen med æggemassen og vend forsigtigt melblandingen i.
Fold bagepapir i fadet, det gør det nemmere at få massen ud.
Massen kommes i det ildfaste fad (str. ca. 27 x 18 x 6 cm).
Bages i ovnen ved 180° i ca. 22 – 27 min. Husk at lade kagen afkøle godt.
Vanille/yoghurtcreme: Yoghurt røres med sukker og vanille og stilles koldt.
Drys skiver af appelsin med rørsukker og grill dem til de er mørk gyldne.
Anretning: Kagen deles i stykker. Pynt med appelsinstykker og server cremen til.

Fotojulekalender


Nu er der kun 1 måned til julemåneden, så nu er det o.k. at gå lidt i gang med nogle forberedelser, uden decideret at jule.
Hver år d. 1. november kigger jeg på mine fotos på computeren fra 1. november sidste år og frem til d. 31. oktober i år.
Så vælger jeg de 24 bedste fotos (eller 48 hvis jeg har svært ved at begrænse mig, og det har jeg som regel), som jeg får printet ud hos en online fotobutik. Når de ankommer i min postkasse, hænger jeg dem op med elefantsnot rundt omkring i stuen (i modsætning til på fotoet; det er faktisk Anders’ julekalender til mig sidste år), og sætter så et stykke tykt papir over fotoerne og skriver tallene 1 til 24 og voila, så har jeg en personlig julekalender, som ovenikøbet også løser et andet problem, nemlig at mine digitale fotos normalt bare får lov til at lægge på min computer og nærmest aldrig blive kigget på.
Hver morgen fra d. 1. til d. 24 december åbner pigerne et foto hver.

I år har jeg også startet en ny tradition d. 1. november, at lave fordejen til honningekagehjerter. Jeg varmede 250 g honning i en kasserolle til honningen var smeltet og lillefingervarm og så blandede jeg den med 250 g hvedemel til det blev til en ensartet dej. Nu står den i en bøtte med låg det mørkeste sted i mit køleskab og venter på der er gået 4 til 8 uger. Resten af opskriften kommer når jeg har eksperimenteret lidt med mine honningekagehjerter engang i december.

Nøddemarengs med jordbærmousse


Denne kage minder om Christianshavnerkagen. Jeg synes kombinationen af den grove nøddemarengs og den bløde mousse går godt i spænd, og så har jeg bare et eller andet for nødder i kage, ja og marengs og mousse, så det skulle egentlig også være underligt, hvis jeg ikke kunne lide denne kage. Signe valgte den til hendes fødselsdag, og hun kunne heldigvis også lide den.

Til ca. 8 personer

Nøddemarengs:
100 g æggehvider
200 g sukker
150 g nødder (fx mandler og hasselnødder)
50 g Digestive kiks

Jordbær- eller hindbærmousse:
200 g frosne bær
2,5 dl piskefløde
2 spsk flormelis
2 blade husblas
2 tsk vaniljesukker eller 1 vaniljestang

Pynt:
frysetørrede jordbær- eller hindbær
friske jordbær- eller hindbær
evt. blåbær

Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret og pisk det til det bliver sejt.
Hak nødderne og knus kiksene og rør begge i marengsen.
Fordeles i en springform beklædt med bagepapir.
Bag den i oven ca. 30 minutter til den har fået lidt farve.
Afkøl marengsbunden, inden du forsigtigt får lempet den over på et kagefad eller lignende.

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand.
Bring de frosne bær i kog i en lille gryde.
Lad bærene koge ved middelvarme et par minutter.
Tag gryden af varmen.
Brug en skarp kniv til at skrabe kornene fra vaniljestangen.
Mos bær og vanilje let sammen med en gaffel.
Knug husblassen fri for vand og bland den sammen med bærene til husblassen er smeltet.
Pisk fløde og flormelis til skum. Tilsæt lidt af skummet til bærblandingen og rør rundt. Tilsæt nu bærblandingen til resten af skummet og rør det godt sammen
Stilles på køl til ca. 5 minutter før den skal spises, så der lige er tid til at pynte kagen.

Fordel jordbærmoussen på marengsbunden, pynt med frysetørrede og friske bær.
Hvis det er til en fødselsdagskage, kan man evt. skrive det tal som fødselaren bliver, med blåbær.

Cupcakes med jordbær

DSC00314 red. DSC00325 red.
Disse flotte cupcakes smager dejlig og sommerligt.
Opskriften kommer fra Sæson.

Ingredienser til ca. 16 stk:
200 g jordbær
4 æg
225 g rørsukker
1 tsk. vaniljesukker
200 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
100 g marcipan
½ dl solsikke- eller vindruekerneolie
Frosting:
300 g flødeost naturel
225 g flormelis
300 g jordbær

Skyl og nip jordbærrene og skær dem i helt små stykker.
Pisk æg med rørsukker og vanilje til en skummende masse.
Bland hvedemel med bagepulver og rør i æggemassen sammen med groft reven marcipan, olie og jordbær.
Fordel dejen i 16 muffinsforme og bag kagerne ved 180 grader i ca. 20 min.
Mærk efter med en kødnål om kagerne er bagte. Hænger der dej ved, bages kagerne lidt længere tid.
Afkøl kagerne.

Rør flødeost med flormelis til en frosting uden klumper.
Kom frostingen i en sprøjtepose med stjernetylle og dekorer kagerne.
Skyl og nip jordbærrene og halver.
Pynt kagerne med de friske jordbær og et drys flormelis.

Denne “cover” opskrift passer godt sammen med disse coversange. Lyt til dem på Spotify

Chokoladekage


Denne opskrift har jeg fra The Food Club og den er virkelig god, intens og svampet – perfekt til en indendørs hyggedag.

Ingredienser til 12 personer:

Kage:
150 g smør
150 g sukker
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
3 æg
3 spsk kakaopulver
4 spsk varmt vand
100 g mørk chokolade

Chokoladeglasur:
75 g mørk chokolade
75 g flormelis
50 g smør
2 spsk mælk

Pynt:
Hakkede nødder, mørk kakao, M&Ms, krymmel eller hvad man nu lige kan finde på…

Smelt smørret i en gryde og lad det køle af.
Kom sukker, mel og bagepulver i en skål og rør smørret i.
Tilsæt æg og rør dejen ensartet – brug en ske og ikke en håndmixer.
Bland kakao og varmt vand i en lille skål og rør kakaoen godt ud i vandet, inden det røres i dejen.
Hak chokoladen groft og vend det i dejen.
Kom dejen i en almindelig springform med bagepapir og bag kagen i ca. 25 minutter ved 180 grader varmluft. Kagen må endelig ikke få for meget, så tjek efter 20 minutter.

Imens kagen er i ovnen, laves chokoladeglasuren. Kom alle ingredienser til glasuren i en gryde og smelt forsigtigt det hele sammen – rør massen glat og skinnende.
Når kagen er færdigbagt, tages den ud af ovnen og chokoladeglasuren hældes over.
Pynt kagen. Lad kagen køle helt af før den tages ud af formen.

Denne “cover” opskrift passer godt sammen med disse coversange. Lyt til dem på Spotify

Himmelsnitter


Hindbærsnitter, himmelsnitter, genfersnitter… kært barn har mange navne.
De fleste kender dem nok som hindbærsnitter, hos os har de altid heddet genfersnitter og er en julesmåkage, fordi da Anders var barn og på besøg hos sin mormor og morfar i Næstved ved juletid, bagte hans mormor altid disse, så nu er det ikke “rigtig jul”, hvis ikke der er blevet bagt genfersnitter.
For nyligt har vi alligevel kastet os ud i en nyfortolkning og indført “himmelsnitterne” som er en genfersnitte med jordbær/hindbærsyltetøj i, i stedet for bare hindbærsyltetøj.

Ingredienser:
250 g smør
1 vaniljestang
100 g flormelis
400 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 æg
1-2 dl jordbær/hindbærsyltetøj
Glasur:
150-200 g flormelis
1 bæger pasteuriserede æggehvider
Pynt:
krymmel
frysetørrede hindbær/jordbær

Stil smørret frem på køkkenbordet i god tid.
Skrab kornene ud af vaniljestangen med en skarp kniv.
Mos kornene sammen med lidt af flormelisen, så kornene skilles ad.
Bland den hjemmelavede vaniljesukker sammen med resten af flormelisen, mel, bagepulver, æg og smør. Det er nemmest at bruge hænderne.
Stilles på køl i en halv time.

Tænd ovnen på 200 grader.
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir til den har samme størrelse som bagepapiret/bagepladen.
Skær dejen over i to lige store dele, og prik huller i dejen med en gaffel.

Fordel syltetøjet over den ene halvdel i et jævnt lag, og lemp forsigtigt den anden halvdel ovenpå.
Bag den midt i ovnen i ca. 15 minutter, men hold øje med den; den må endelig ikke få for meget.

Skær kagen ud i små snitter/ruder på ca 5 x 2 cm imens den stadig er lun.
Afkøl kagen.

Hæld æggehviden i en skål og sigt flormelis i lidt af gangen, til glasuren har den rette konsistens.
Smør glasur ud på kagen i et lækkert tykt lag og pynt med krymmel og/eller frysetørret hindbær/jordbær.