Fragilité


Fragilité er i mod hvad man skulle tro ikke fransk, men faktisk opfundet i København af en konditor ved navn Johannes Steen. Navnet er fransk dog og betyder skrøbelig.
Fragilité, pavlova og (næsten) hvad som helst med karamelsauce er mine yndlingsdesserter.
Den kan med fordel laves dagen før, eller som minimum nogle timer før, den skal spises.

Ingredienser til 10 personer:
Bunde:
100 g mandler
1 tsk nescafe
4 æggehvider
200 g sukker
25 g hasselnøddeflager
Smørcreme:
1 tsk nescafe
1 spsk kogende vand
2 pasteuriserede æggeblommer
50 g smør
50 g flormelis + 1 spsk
Evt. frysetørret hindbær

Tænd ovnen på 150 grader alm. ovn.
Beklæd en bageplade med bagepapir og tegn 2 rektangler på 14 x 28 cm.
Blend mandlerne til mel.
Knus nescafen med bagsiden af en ske og rør kaffepulveret sammen med mandelmelen.
Pisk æggehviderne stive med en elpisker, tilsæt sukkeret og pisk igen til massen føles sej.
Vend forsigtigt mandelmelet sammen med æggehviderne og fordel blandingen på de 2 rektangler.
Fordel hasselnøddeflagerne på den ene rektangel.
Bages i ovnen ca. 30 minutter til de er let gyldne.
Stil smørret frem på køkkenbordet og lad det blive blødt, imens bundene afkøles.

Rør nescafen ud i det kogende vand og pisk den sammen med æggeblommerne.
Tilsæt blødt smør og flormelis og pisk godt nogle minutter til massen er helt ensartet.
Fordeles på bunden uden hasselnøddeflager.
Løsn meget forsigtigt bunden med hasselnøddeflager, og løft den over på bunden med smørmassen.
OBS! Hvis den virker for skrøbelig, kan man evt. skære den over én gang eller to, så den bliver nemmere at flytte – den skal jo alligevel skæres ud i mindre stykker.
Stilles på køl til serveringen.
Skæres ud i 10 stykker, som drysses med flormelis – brug en lille si, og evt. frysetørret hindbær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *