Bryllupsdag

DSC00986 red.
I morgen har Anders og jeg bryllupsdag. Vi skiftes hvert år til at stå for planlægningen, og i år var det min tur. Vi reserverer altid weekenden inden og efter, så dén der skal planlægge bryllupsdagen har frie hænder til at vælge en enkelt dag eller en helt weekend. Vi fejrede dagen i lørdags, hvor jeg vækkede Anders med morgenmad. Derefter tog vi afsted mod Frederiksberg. Pigerne sad i vores flotte nye/brugte cykelanhænger, som jeg havde pyntet med tæpper, puder, hjerteballoner og en ghettoblaster, der spillede disse kærlighedssange. Jeg havde booket en dobbelt frisør/hårkur/styling tid hos en frisør på Gammel Kongevej. Da vi var færdige dér, cyklede vi videre til Københavns første Street Food Festival, der var ved Søerne. Vi købte nogle forskellige retter og slog os ned på et tæppe. Jeg havde noget kold hvidvin med og saft til børnene. Dagen før havde jeg bagt en meget mislykket kage, en brownie med 500 g mel i!!!, som vi spiste til dessert. På vejen hjem begyndte det at øsregne, god timing. Da vi kom hjem, gik vi i bad og skiftede til pænt tøj, drak en kop kaffe, imens jeg quizzede Anders og pigerne i børnesange, børnebøger, prinsesser, skurke, superhelte o.a.. Så tog vi hjem til min storebror og svigerinde og afleverede pigerne, tog videre til en Petanque bar, der lå i nærheden, hvor vi drak en cocktail og ja, spillede petanque. Derfra tog vi videre til aftenens store event, nemmelig Kiin Kiin, som jeg længe gerne har villet prøve. Jeg havde for over et halvt år siden bestilt plads ved bord 9, som er deres romantiske bord, fordi det ligger lidt afsides. Det var præcis som jeg havde forventet en stor gourmetoplevelse med både fantastiske og grænseoverskridende smagsoplevelser. Til sidst var vi ude og spille pool, noget vi gjorde meget, inden vi fik børn, men ikke har fået prioriteret efter. Det er ikke vigtigt, hvem der vandt; det handler jo bare om at have det sjovt 🙂

2 meninger om “Bryllupsdag”

Skriv et svar til hyggelykke Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *