Jer der kender mig eller engang imellem kigger forbi her på bloggen, ved at jeg hader madspild og elsker systemer, så jeg er selvfølgelig rigtig glad for at have opfundet et system, der formindsker madspild.
Jeg fandt på det en dag, hvor jeg havde gennemgået mit køkken og tjekket alle madvarer for udløbsdato og måtte smide en helt fyldt sort sæk ud med mad. Desværre må jeg indrømme, at det er sket flere gange, ca. hvert halve år med samme slutresultat: en sort affaldssæk fyldt med madvarer, der havde overskredet sin udløbsdato.
Det kræver en del arbejde at oprette og løbende vedligehold, men hvis I indfører det næste gang I alligevel kigger jeres køkken igennem for madvarer, der har overskredet deres udløbsdato, kan det måske klares med 1 times arbejde og den løbende vedligeholdelse. Til gengæld for denne arbejdsindsats, kan i få udryddet madspild i jeres liv helt og aldeles og være med til at bidrage til at begrænse CO2-udslippet og dermed bremse den globale opvarmning, for ikke at snakke om de mange mange penge, man kan spare.
Du opretter et dokument, evt. kaldet: “Stop madspild”, hvori du skriver alle dine madvarer ind i omvendt dato rækkefølge. Hvis du er rigtig grundig, vælger du alle dine madvarer, både dem i køkkenskabene, men også dem i køleskabet og fryseren.
Der er dog undtagelser, fx skriver jeg ikke pålæg på, da det vil være meget tidskrævende at holde ajour – jeg smører 3 madpakker hver hverdag, så det når meget sjældent at blive for gammelt.
Frugt og grøntsager kommer som regel ikke med en udløbsdato, så hvis de ikke skal spises med det samme, noterer jeg dem øverst i mit dokument, da de jo sjældent holder ret lang tid.
Når du åbner et glas med fx rødbeder, er der angivet på glasset, hvor lang tid, de holder på køl efter åbning, og så må du regne dig frem fra dags dato.
Du kan se hvor længe madvarer holder i fryseren her
Når du har indført alle dine madvarer, vælger du al teksten (med undtagelse af frugt og grønt) i dit dokument. Derefter trykker du “sortér” og vælger: Stigende (Ascending).
Lille udsnit fra min egen liste:
Bladselleri
Chili, røde
Forårsløg
Hvidkål
Gulerødder
Ingefær
Kartofler
Koriander
Rødbeder
Æbler
181011 Bønner, sortøjede
181015 Kikærtemel
181018 Ris, grød (øko)
181020 Sennep, sød
181030 Dadler, soltørrede
181104 Bolognese (i fryseren)
Mine sortøjede bønner udløber altså den 11. oktober, men skrevet omvendt, kan jeg følge med i hvad der er den næste madvare, der udløber.
Hvis man så vil være endnu mere grundig, laver man et tekstdokument, hvor man skriver alle sine yndlingsretter og tilbagevendende hverdagsretter ind med hvilke ingredienser, der skal i de pågældende retter. Når man så står med en ingrediens, der er ved at nærme sig sin udløbsdato, kan man jo lige starte med at tjekke hyggelykke.dk for at se om, der skulle være en lækker opskrift med den pågældende madvare, og ellers bruge sin gode gamle ven: “Google” eller anden foretrukken internet søgemaskine. Jeg skriver sådan her i søgefeltet: “opskrifter med …” eller du kan bruge www.dk-kogebogen.dk/, som har en funktion, der hedder: “Tøm køleskabet”, hvor du kan søge på opskrifter med én eller flere ingredienser.
Nu er vi kommet til den vedligeholdende del:
Hver gang, du får en ny madvare i huset, skal den indføres i dokumentet.
Hver gang, du har brugt en madvare op, skal den slettes fra dokumentet.
Du kan evt. have et stykke papir hængende på køleskabet, hvor du skriver nye tilføjelser og madvarer, der skal slettes fra dokumentet, og så kan du opdatere dit dokument, enten systematisk fx én gang om ugen eller når det passer dig.
Jeg har mit dokument på Google Drev, som jeg kan komme til på min mobil fx når jeg står nede i butikken og pludselig bliver i tvivl om jeg har en specifik madvare. På den måde køber jeg ikke noget, jeg allerede har derhjemme.
Tak til Lilli L’ Arronge og Stop spild af mad for inspiration til min “Stop madspild” tegninger