Feuerzangenbowle


“Feuerzangenbowlesamling” er blevet én af mine yndlings juletraditioner,
som jeg første gang stødte på hjemme hos Mille fra min nr. 2 mødregruppe.
Det er en tradition, der stammer fra Tyskland, og det er også her, vi har købt sukkertoppene og et decideret feuerzangenbowlesæt.
Rommen med den høje alkoholprocent kan være lidt svær at få fat i – vi købte den online. Det er alle anskaffelserne værd; det er simpelt hen så hyggeligt at samles om denne drik, som bliver et naturligt midtpunkt. Den er lidt sødere end gløgg, men ellers minder de om hinanden i smag; feuerzangenbowle kan, efter min mening, bare lidt ekstra…

Ingredienser til ca. 10 glas:
1 øko citron
2 øko appelsiner
5 dl appelsinjuice
5 stjerneanis
10 nelliker
1 hel kanelstang
2 kardemommekapsler
2 flasker rødvin
2 dl rom 54% (eller lidt mere)
1 spritbrænder
1 bowle
1 sukkertop
1 tang

Find glas frem til det antal mennesker, der skal nyde denne vidunderlige juledrik.
Vask frugterne og skær skallen fra citronen og appelsinerne i tynde skiver.
Skær nogle af skiverne i kvarte og læg en appelsintrekant i glassene.
Stik nelliker og kardemommekapsler i appelsinskiverne og put disse og citronskal i bowlen sammen med resten af krydderierne.
Hæld appelsinsaft og rødvin over og opvarm blandingen langsomt – må endelig ikke koge.
Hvis du ikke har en spritbrænder, kan blandingen hældes i en gryde og opvarmes på komfuret.
Når blandingen har fået godt med varme, lægges tangen med sukkertoppen over.
Sørg for at have styr på hvor brandslukkeren er, stil bowlen lidt væk fra brandbare materialer, saml alle gæsterne, sluk det elektriske lys, gennemvæd sukkertoppen med rom og sæt ild til toppen.
Når sukkertoppen er helt smeltet, hældes væsken i glassene med appelsinskiverne og nydes med det samme.

Lyt til 50 fantastiske julesangeSpotify 

4 meninger om “Feuerzangenbowle”

  1. Det vil vi viiiiiiildt gerne inviteres til en december måned eller november eller januar måske

  2. Hej Freja.

    Jeg vil gerne lave en Feuerzangenbowle, og har derfor søgt på Nettet. Én af henvisningerne var til din side, og dermed din opskrift.
    Måske du kan hjælpe mig.

    Jeg leder efter den holder, man bruger til at lægge sukkertoppen på. Er det den, du i opskriften referer til som en tang?.
    Ved du, om man kan købe den her i landet, eller skal jeg finde den i Tyskland.

    Jeg vil blive glad, hvis jeg hører fra dig.

    Venlig hilsen
    Finn Høj

    1. Hej Finn Høj
      Jeg beklager virkelig det sene svar, jeg har været på ferie og har siden halsede efter, fordi der har været så meget spam, så derfor svarer jeg først nu og håber at du stadig kan bruge svaret:
      Jeg har selv købt det som et sæt med både skål, sukkerkegleholder og tang på Amazon.de (her er linket: https://www.amazon.de/dp/B00008WVDP/ref=pe_386171_51767411_TE_dp_1) – jeg kan se man også kan nøjes med at købe sukkerkegleholderen, men så skal man i hvert fald lige være sikker på, at den passer til ens egen skål, inden man køber den.
      Jeg ved desværre ikke, om man kan købe det her i Danmark. Jeg fandt sukkerkeglerne i Ribe og rommen køber jeg altid fra Tyskland, da jeg har ikke har kunne finde en rom med så stærke procenter i DK.
      Jeg håber, det lykkes dig (eller måske er det allerede) – det er i hvert fald så hyggeligt.
      De bedste hilsener fra Freja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *