Når vores madklub mødes til Sankt Hans, lokker vi gerne Mariam til at lave hendes fantastiske kartoffelsalat, som passer virkelig godt til grillet kød.
Nogle gange når jeg selv laver den, tilføjer jeg en rest grønt, som her på fotoet, hvor ærterne var heldige at få del i fornøjelsen. Ellers har jeg kun ændret ganske lidt i opskriften.
Ingredienser til 4 pers.:
800 g nye kartofler
3-4 dl fraiche 9%
1 dl mayonnaise
1 tsk salt
1 tsk karry
1 tsk dijonsennep
1 knivspids peber
1 lille løg (kan udelades)
1 bundt purløg, evt. ærter i bælg og radiser
Vask og halvér kartoflerne. Kog dem ca. 10 min. i letsaltet vand. Afkøl imens du laver resten.
Hak løg og purløg fint.
Rør en dressing af fraiche, mayonnaise, salt, karry, dijonsennep, peber, løg og purløg.
Vend forsigtigt de afkølede kartofler med dressingen. Bland evt. også friskbælgede ærter og radiser i skiver i.
Lad gerne salaten trække i køleskabet et par timer.