Sidste lørdag blev vi inviteret til frokost i Catherines hyggelige have, hvorfra vi fik alt muligt godt med hjem bl.a. mynte, timian, purløg, jordbær og hyldeblomster. Da vi kom hjem, gik jeg i gang med at eksperimentere med en rabarbermojito, som jeg bliver nødt til at arbejde lidt videre på, inden jeg putter den på bloggen, og så lavede pigerne og jeg hyldeblomstsaft. Citronsyre kan du bl.a. finde blandt krydderierne i Føtex.
Ingredienser til ca. 2 l koncentreret hyldeblomstsaft:
30 hyldeblomstskærme
2 økologiske citroner
2 spsk citronsyre
750 g rørsukker
1½ l vand
atamon
Drys forsigtigt skidt og små insekter fra hyldeblomstskærmene.
Læg skærmene i en stor skål.
Vask citronerne og skær dem i tynde skiver.
Kog vandet og opløs sukkeret og citronsyren heri.
Hæld blandingen over hyldeblomstskærmene og citronskiverne.
Dæk skålen til og stil på køl i 3-4 dage.
Hæld saften gennem et rent klæde fx et viskestykke.
Opbevar saften på køl i atamonskyllede flasker eller frys den ned i isterningeposer, så har du koncentreret saft, du bare lige kan tilsætte et glas kold vand på en varm sommerdag – et trick jeg lærte af Valdemarsro.
Blandingsforholdet kan være svært at spå om, så prøv dig frem.