I dag er det fars dag, og jeg vækkede Anders med baked beans, spejlæg, ristet brød og kakao. Jeg lavede baked beans i forgårs, både fordi vi var til cocktailparty i går, og jeg tænkte, at jeg nok, ikke ville være supermotiveret til at stå op og lave en decideret ret, men også fordi den skal have 2 timer i ovnen. Heldigvis skader det ikke retten at blive lavet før, for så kan den stå i køleskabet og trække smag.
Normalt ville det være pigerne og jeg, der laver morgenmad sammen, imens Anders får lov til at sove længe’ish, men denne gang blev de passet, så jeg måtte bryde traditionen lidt og finde på noget andet hyggeligt. Da vi havde hentet pigerne, fik Anders sine fars dags gaver, bl.a. Wall-E, som vi skal til at se nu.
Vores originale plan var at jeg på fars dag skulle lave alle de praktiske og/eller huslige ting, som Anders plejer at lave, og på mors dag skulle han så lave alle de praktiske og/eller huslige ting, som jeg plejer at lave, men vi har simpelt hen fundet ud af, at vi er for fasttømret i de roller, vi har taget på os, så det er indtil videre kun blevet til et par halvhjertede forsøg.
Grundlovsdag som jo altid falder på samme dag som fars dag, fejrer vi ved at holde familemøde om aftenen, hvor regler bliver taget op til revidering og hvor børnene især bliver hørt.
Fars dag playlist: ROCKING DADDY. Lyt til sangene på Spotify