Om mig og min blog


Velkommen til min madblog: hyggelykke.dk, som er godt krydret med musik, jul og alle de traditioner, som jeg elsker.

Mad og musik
Jeg vil løbende tilføje mine yndlings madopskrifter og playlister der passer til: Julesange til juleopskrifterne, dansesange til nytårsaften, glade sange til fødselsdag, sange der er gode til at starte dagen på til morgenmadstemaet osv.

Stop madspild!
Jeg køber så vidt muligt lokalt og økologisk i den rækkefølge. Jeg undgår at købe mere, end jeg skal bruge, og sørger for at få brugt de madvarer, jeg har, i stedet for at ende med at skulle smide dem ud. Læs hvordan jeg gør her

Ingen grimme overraskelser
Jeg gør mig umage med at indflette, hvornår det kunne være et godt tidspunkt at gå i gang med fx ris, pasta eller kartofler. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg selv er kommet til sidste linje i en opskrift og fundet fx denne henkastede sætning: “Servéres med kogte kartofler til”, hvilket var det første jeg hørte til nogle kartofler – nogle gange er de ikke engang blevet nævnt i ingredienslisten, så jeg har selvfølgelig ikke købt kartofler, og så står man dér, hvor al maden ellers var klar, uden hverken rå eller kogte kartofler.

Mig
Jeg hedder Freja og jeg bor på Amager i København i en lille lejlighed sammen med min mand Anders og vores 2 børn Vera og Signe. Jeg håber, I finder noget, I kan bruge fra min blog – efterlad gerne kommentarer, spørgsmål eller ønsker.