Varmrøget laksemousse

 
Én af mine venner har for mange år siden boet i Californien. Denne opskrift er baseret på en opskrift fra hendes stamcafé dér, givet videre af en fælles ven, så hvor meget, der er “lost in translation”, tør jeg ikke spå om, men den er i hvert fald superlækker og nem lige at bikse sammen, så når Netto har tilbud på Philadelphia til en 10’er (hvilket de ofte har), betragter jeg det gerne som et tegn på, at det er tid til at lave varmrøget laksemousse.

Ingredienser:
125 g varmrøget laks med peber
100 g flødeost (jeg bruger Philadelphia light)
en sjat mælk
et lille fed presset hvidløg
et lille bundt purløg
et drys flagesalt
evt. et par forårsløg

Fjern skindet fra laksen og mos den sammen med alle de andre ingredienser, undtagen forårsløgene.
Skær forårsløgene i ringe og rør dem i laksemoussen.

Pebernødder fra Karoline Køkken


Når jeg skal bage småkager med pigerne, er disse pebernødder en sikker vinder, hurtige, smager dejligt med et strejf af appelsinskal, og så er de hyggelige at lave.

Ingredienser til ca. 160:
125 g blødt smør
125 g sukker
1 æg
1 tsk revet skal fra økologisk appelsin
275 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt kardemomme
¼ tsk stødt hvid peber

Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Rør smør og sukker godt sammen.
Rør æg og appelsinskal i.
Bland de øvrige ingredienser og vend dem i smørblandingen.
Saml dejen til den er glat og smidig.
Del dejen i 8 stykker og tril dem til pølser (ca. 22 cm).
Skær hver pølse i ca. 22 stykker og tril dem til små pebernødder.
Læg pebernødderne på en plade med bagepapir og bag dem øverst i ovnen i 9-10 minutter.

Glædelig december


Endelig er december kommet og hvor har jeg bare glædet mig og forberedt mig; pyntet op, lavet pakkekalender til Signe, Vera, Anders og min mor, bagt småkager, lavet gløggessens, flæskesteg og ris a la mande med passionsfrugtsauce. Jeg har så mange nye opskrifter, jeg gerne vil lægge på bloggen, men desværre ikke nogle rigtig gode billeder, så jeg må jo bare lave det hele igen, så jeg kan få nogle gode fotos i kassen 🙂

Kanapeer & kandedrinks


Vi er altid lidt udfordret, når vi skal holde et arrangement med mere end 2 gæster, da vi bor 4 mennesker i en meget lille lejlighed. Anders’ har fødselsdag i marts, jeg i starten af sommeren, så vi slår altid vores fødselsdage sammen og holder et udendørs arrangement lige før alle går på sommerferie. Signe har fødselsdag i slutningen af sommeren og Vera i slutningen af oktober, hvor vejret sjældent er til at vi kan være udenfor. Derfor har vi prøvet lidt forskellige konstellationer:
*Vi har slået pigernes fødselsdag sammen og holdt den efter alle er kommet hjem fra sommerferie
*Vi har holdt Veras fødselsdag 2 måneder før
*Vi har haft åbent hus
*Vi har delt dagen op på 2 forskellige dage og ladet det være op til folk hvilken dag, der passede dem bedst
*Næste år har vi tænkt på at holde pigernes fødselsdag samme dag men opdele dagen, så vores gæster fx kommer kl. 12 til Signes fødselsdag, hvor det er alle Signes yndlingsretter, der bliver serveret, hendes yndlingsmusik der bliver spillet osv. Når klokken så fx bliver 17, ringer en klokke og så fejrer vi Veras fødselsdag; musikken skifter, alle Signes ting bliver taget af bordet, pynt og service som Vera kan lide kommer frem og hendes yndlingsretter bliver serveret. Skillelinjen skulle være meget markant, så den skal jeg lige arbejde videre på…

*I år lavet vi et tema, hvor man ikke nødvendigvis behøvede at sidde ved et bord og spise: “Kanapeer & kandedrinks”

Kanapeerne:
Minipølsehorn
Vandmelon, feta (i kvadrater) og mynte
Toastbrød, ristet og udstukket i små cirkler (4 á hvert brød) med 1 skive agurk, tunmousse, ¼ båd af en cherrytomat og en dildkvist
Deviled æg
Sliders med pulled pork, røget paprikamayo og spirer
Cherrytomat, minimozzarellakugle (begge halveret) og basilkumblad
Fingersandwiches med skinke og ost
Kødboller på farverig tandstik
Blinis med stenbiderrogn, creme fraiche og dild
Ostetern og vindrue
Minitoasts med oliventapenade og prosciutto

Kandedrinksene:
Velkomstdrink med rabarber
Velkomstdrink med hyldeblomst (alkoholfri)
Champagnebrus (med og uden alkohol)
Gammel have (med og uden alkohol)
Københavner stang (med og uden alkohol)
Isbjørn (med og uden alkohol)

Vi sprang flute med brie og gul peberfrugt, rugbrød med leverpostej og cornichon, små pølser og oliven og tequila sunrise/filur over og gik videre til isboden.

Isbod:
Bægere
Forskellige slags is
Flødeskum på dåse
Syltetøj
Chokoladesauce
Hjemmelavet karamelsauce
Krymmel
Små flødeboller

Lyt til nogle gode børnesange på Spotify

Cosmopolitan


Med chancerne for at blive ret personlig, så har jeg fået blærebetændelse, øv.
Af den grund var jeg så tæt på at droppe fredagsdrinken denne gang, indtil det pludselig slog mig, jeg skal jo bare lave en drink med tranebær, som de fleste jo ved er et husmandsråd for at komme hurtigere af med sin blærebetændelse, så mon ikke at alkoholen og tranebærsaften udjævner hinanden 😉

Ingredienser til 1 drink:
3½ cl vodka
1½ cl cointreau
2½ cl tranebærsaft
saft af ½ lime
is, knust og hele isterninger

Skær 1 lime over og skær en flot skive fra midten af. Skær limeskiven over i 2 og læg til side.
Hæld saften fra resten af limen i en shaker sammen med vodka, cointreau og tranebærsaft.
Fyld et glas med knust is, fyld en håndfuld isterninger i shakeren og shake i ca. 10 sekunder.
Si/strain indholdet over i glasset med knust is og pynt med den halve skive lime.

Lyt evt. til disse Cocktail Party sange på Spotify, imens du nyder denne drink.

Hyggejazz til efteråret


Nu synes jeg jo at denne slags jazz passer til mange lejligheder, men der er nu noget særligt over at befinde sig indendørs på en efterårsdag lige på det tidspunkt, hvor det er ved at blive mørkt, med et glas Pedro Ximenez sherry i hånden eller en god rødvin, stearinlys og så noget god jazz i baggrunden.

01. Ray Charles – Baby It’s Cold Outside (with Betty Carter)
02. Benny Goodman – Stompin’ At The Savoy
03. Ella Fitzgerald – They Can’t Take That Away From Me (with Louis Amstrong)
04. Dave Brubeck – Take Five
05. Tom Browne – In A Sentimental Mood
06. Dinah Washington – September In The Rain
07. Oscar Brown, Jr. – Brother Where Are You
08. Billie Holiday – Autumn In New York
09. Michael Patches Stewart – Stella By Starlight
10. Stan Getz – Autumn Leaves
11. Jan Johansson – Visa Från Utanmyra
12. Papa Bue Viking Jazz Band – Black And Blue (skulle have været med Storyville Jazz Band Praha)
13. Miles Davis – Round Midnight (with John Coltrane)
14. Louis Armstrong – Hello, Dolly
15. Frank Sinatra – That’s Life
16. Dean Martin – Sway
17. Dave Brubeck – Unsquare Dance
18. Grant Green – Sookie Sookie
19. Duke Ellington – The Feeling Of Jazz (with John Coltrane)
20. Essence All Stars – Stolen Moments

Lyt til sangene på Spotify

Perlende drink med havtorn


Poul og Catherine er lige kommet hjem fra deres sommerferie og med sig hjem havde de nogle sommerferiegaver, bl.a. en lynghonning og denne opskrift, som de vist nok har fra Vadehavet. Opskriften er lavet på 1 hel flaske vodka, men eftersom jeg aldrig har smagt den før, tænkte jeg lige at starte med en lidt mindre portion. Hvis den så er fantastisk, og det forventer jeg, at den bliver, kan jeg gå og glæde mig til næste havtorn sæson (august-oktober) – man skal nemmelig gå i gang med at lave denne drink 3-5 måneder før man får lyst til den 🙂

Ingredienser:
1 dl havtorn
2 tsk lynghonning
2,3 dl vodka
Lad vodka, havtorn, og honning trække i en tætsluttende glas eller flaske i 3-5 måneder.

3-5 måneder senere:
tonicvand eller danskvand efter smag
isterninger

Filtrer, smag til, om den skal fortyndes eller tilsættes mere sødme.
Gem bærrene i et syltetøjsglas til desserter og pynt.
Hæld havtorn-vodka i et glas, læg et par bær i bunden af glasset til pynt, kom knust is i og top op med dansk- eller tonicvand. Skål!

Milky Russian


Jeg elsker white russians, men den udgave jeg laver, har både meget mindre vodka og meget mere mælk i end originalopskriften, til at jeg kan slippe afsted med at kalde den en “White Russian”. Én af mine venner som har “forsket” meget i denne drink, siger at det vigtigste er at vodkaen er iskold, og hvad enten den hedder “White Russian” eller “Milky Russian”, så kan den runde en travl dag så godt af og få mig helt ned i tempo ved første sip – jeg behøver ikke engang at have en pejs for at føle, jeg sidder foran én.

Ingredienser til 1 drink:
2 cl iskold vodka
2 cl kaffelikør (jeg bruger kahlua)
1 dl sødmælk
isterninger
evt. et par kaffebønner til pynt

Fyld et lowball glas med isterninger og hæld vodka og kaffelikør over.
Hæld forsigtigt mælk ned over bagsiden af en ske, så det lægger sig ovenpå spiritusen.
Pynt evt. med et par kaffebønner og et kort sugerør.

Lyt evt. til disse “Remixes til cocktails” på Spotify, imens du nyder denne drink

Farverig pastasalat


Denne pastasalat ser både flot ud og så smager den også godt.
Da jeg lavede pastasalaten, skulle vi have den med til et fællesspisearrangement på Veras skole, så for ikke at skære alle, der ikke spiser svin fra, brugte jeg kalkunbacon. P.S. Vera og Signe har lavet det fine skilt.

Ingredienser til 4 personer:
250 g pasta i forskellige farver
2 majskolber
1 lille broccoli
1/4 lilla spidskål
Dressingen:
1 dl creme fraiche
1 spsk god mayonnaise
1 lille bundt purløg
salt og friskkværnet peber
Til sidst:
100 g bacon i tern

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.
Skyl pastaen i koldt vand og lad den dryppe godt af.
Kog majskolberne i 10 min. Skær majskernerne fra med en skarp kniv.
Del broccolien i små buketter og damp dem nogle få minutter.
Snit spidskålen fint og bland den med broccoli, majs og pasta.
Rør dressingen sammen og vend den i salaten.
Rist baconternene på en tør pande, og læg dem på et stykke fedtsugende papir/køkkenrulle.
Bland baconternene med pastasalaten, lige inden pastasalaten skal serveres.

Rome of the Caribbean


Yeah, så blev det lige fredag igen – for at fejre denne glædelige begivenhed, kan man jo lige kaste sig ud i denne lækre drink, som jeg har fra Cocktailkursus.dk.

Ingredienser til 1 drink
4 cl havana club especial rom
4 cl passionsfrugtjuice
2 cl limejuice
2 cl sukkersirup
8 blade mynte
1/2 passionsfrugt
en håndfuld isterninger
et glas knust is
evt. 1 skive grapefrugt

Gnub myntebladene og tilsæt disse samt kødet fra en halv passionsfrugt i en shaker.
Tilsæt alle de andre ingredienser, undtagen den knuste is og grapefrugten.
Shake og strain/si over i et lowball glas fyldt med knust is.
Pynt evt. med mynte eller 1 skive grapefrugt.

Lyt evt. til disse “Remixes til cocktails” på Spotify, imens du nyder denne drink