Risengrød/julegrød


Jeg elsker jul. Jeg elsker forberedelserne, forventningerne og traditionerne ved jul; lyden, lyset, stemningen og duften af jul; gran, gløgg, nybagte småkager og risengrød. Når jeg synger: “På Loftet Sidder Nissen med sin Julegrød”, har jeg ofte tænkt: “Gad vide om julegrød og risengrød er det samme?”.
Nu efter en smule research, er jeg kommet frem til at forskellen er, at julegrød bliver serveret med lidt ekstra tilbehør, men at selve basisgrøden er den samme.

Ingredienser til 2 meget store portioner eller 4 små:
2,5 dl grødris
1,5 dl vand
1 l sødmælk
salt

Tilbehør:
Kanelsukker (1 spsk kanel + 4 spsk sukker)
Smørklatter
Rød saftevand eller nisseøl/hvidtøl

Ydermere til julegrødsversionen:
2-3 æbler lavet til mos 
3 spsk mandler
1 dl kokosmel
1 dl rosiner

Hæld ris og vand i en gryde.
Lad det koge under konstant omrøring ved middelvarme i et minuts tid. Tilsæt mælken og kog op.
Skru lidt ned for varmen og lad det simre til væsken har samlet sig til en grød og har fået den ønskede konsistens – det tager ca. 40 min.
Rør jævnligt, evt. imens du laver tilbehøret. Se nedenfor, hvis du laver julegrødsversionen.
Smages forsigtigt til med salt.

Julegrødsversionen:
Lav æblemos i god tid, så den kan nå at køle ned.
Rist mandlerne til de begynder at dufte og har taget lidt farve. Hak dem groft.
Rist kokosmelet på en pande til det bliver gyldent.
Server risengrøden med æblemos, hakkede mandler, kokosmel og rosiner.
Voila så har du julegrød som du kan spise, imens du enten synger: “Det er Risengrød” eller lytter til den på denne playliste:

Lyt til disse Julesange for børnSpotify 

P.S. Det er i øvrigt også meget praktisk mad, når man nu er en af de “heldige”, der har fået bøjle som voksen. Da jeg lige havde fået min bøjle, kunne jeg de første mange måneder nærmest ingenting spise, når jeg havde været til mit månedlige tandlægebesøg for at få den strammet og rettet til. Derfor indførte vi en månedlig risengrødsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *