De klassiske brunede kartofler og de lidt anderledes men stadig søde kartofler som tilbehør til fx julemaden eller stuvet grønlangkål.
Brunede kartofler
Ingredienser til 4 personer:
1 kg små kartofler, gerne asparges
1 dl sukker
1 spsk vand
25 g smør
salt og friskkværnet peber
Kog og pil kartoflerne i god tid, før de skal bruges, evt. dagen før.
Varm en pande godt op. Fordel sukkeret på panden i et jævnt lag, og skru blusset ned til middelvarme.
Lad sukkeret smelte, uden at du rører i det. Denne proces kan godt tage et stykke tid.
Tilsæt vand og smør og så kartoflerne.
Rør i dem med et par minutters mellemrum til de er flotte gyldenbrune over det hele. Krydr med salt og masser af peber.
Honningekartofler
Da der er flere i min familie, der ikke er så vilde med brunede kartofler og elsker honning, virker det som en oplagt erstatning.
Hvis man har blus og overskud nok til det, kan man lave begge slags, da de fremtrylles med samme fremgangsmåde, bortset fra at man bruger honning i stedet for sukker, appelsinsaft i stedet for vand og appelsinskal og hasselnøddeflager til sidst. For god ordens skyld, kommer opskriften her:
Ingredienser til 4 personer:
1 kg små kartofler, gerne asparges
1 dl honning
25 g smør
salt og friskkværnet peber
1 øko appelsin
50 g hasselnøddeflager
Kog og pil kartoflerne i god tid, før de skal bruges, evt. dagen før.
Varm en pande godt op.
Hæld honningen på panden, og skru blusset ned til middelvarme.
Når honningen begynder at karamelisere, tilsættes appelsinsaften og smørret og så kartoflerne.
Rør i dem med et par minutters mellemrum til de er flotte gyldne over det hele. Krydr med salt og peber.
Vend appelsinskal og hasselnøddeflagerne forsigtigt med kartoflerne.