Vegetar opskrifter, favoritter

Hyggelykke 8 år

Traditionen tro kan jeg godt lide at udgive et indlæg her på hyggelykke, når Hyggelykke har fødselsdag og denne gang vil jeg godt kombinere det med én af mine store madglæder, nemlig vegetarisk mad. Nogle af opskrifterne er mine egne, de fleste er andres. Sidstnævnte tilpasser jeg som regel, så de passer til vores behov, men nedenfor refererer jeg til de originale, så de får den cadeau, de fortjener.

Min yndlings vegetar kogebogsforfatter og hendes 3 fantastiske kogebøger, som jeg lige har forkælet familien med:
CAMILLA SKOV
Vegetarisk i aften? (2020)
Billig mad på dyre tallerkener (2021)
Den dovne vegetar (2023)

Hvis nogen derude skulle have lyst til at kaste sig ud i nogle af opskrifterne fra kogebøgerne, kan de alle lånes på biblioteket, så man kan prøve dem, inden man kaster sig ud i at købe kogebøgerne.
OBS! De kan lånes i hele af Danmark, men her bliver du videresendt til Københavns biblioteker, når du trykker på bogtitlen.

Andre af mine yndlings vegetar kogebøger:
100 Kødfrie dage af Nadia Mathiasen
Grøn hverdag af Camille Maja
Grøn Mad Max 30 minutter af Louisa Lorang
Aamanns grønne køkken af Adam Aamann

Supper:
Tomatsuppe (meget nem og hurtig aftensmad)
Hungarian Mushroom Soup
Majschowder (s. 149 i Grønne Køkken)

Når det skal være nemt:
Daal
Luksus vegetar spaghetti bolognese
Stegte ris
Paneer à la makhani (s. 56 i Grøn Mad Max 30 minutter)
En klassisk burger (s. 104 i Billig mad på dyre tallerkener)
Udonnudler med frisk chiliolie til solodage (s. 22 i Den dovne vegetar)

Dem der skal i ovnen:
Blomkålsgratin (s. 76 i Grøn aftensmad)
Broccolitærte med tomater og feta (s. 108 i Grøn hverdag)
Grøn lasagne (opskrift fra Catherine)
Lækre ostecannelloni (fra én af min veninde Stines gamle kogebøger)

Når du har tid til at planlægge (ja, nogle af disse skal også i ovnen):
Kartoffelpizza
Bønne-chimichangas med grillet hotsauce (s. 39 i Vild med Vegetar)
Grøntsagsragu (s. 158 i Quick + Slow)
Mac’n’Cheese med stegte tomater og oregano (s. 112 i 100 Kødfrie dage)
Selleribøf med løgsovs, spejlæg og råsyltede tyttebær (s. 136 i Grønne Køkken)

Ligesom manglen på kød absolut ikke behøver at gå udover smagen, kan man sige det samme om musik uden vokal.
Lyt til min instrumentale playliste på Spotify og se om du er enig..

Pitabrød med marineret kylling

Denne ret er også god til hverdagsgæster, da man kan lave det meste i forvejen, og gæsterne kan fylde deres pitabrød med dét, de kan li’.

Ingredienser til 4 personer:
400 g kyllingebryst eller -filet
Marinade:
2 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
1-2 spsk citronsaft (efter smag)
1 tsk sød paprika
1 tsk stødt spidskommen
½ tsk stødt koriander
½ tsk stødt ingefær
1/4 tsk stødt kanel
1 stort nip chiliflager
1 tsk havsalt
Friskkværnet peber
Syltede rødløg (se opskrift længere nede)
Cremefraichedressing (se opskrift længere nede)
Hummus (se opskrift længere nede)
Stærk chilisauce eller chiliolie (se opskrift længere nede)
4 store luksus pitabrød
4 håndfulde rød spidskål (eller salat)
4 håndfulde cherrytomater
1/4 agurk
evt. optøede majs og ærter

Aftenen inden:
Skær evt. kyllingen i mindre stykker.
Rør ingredienserne til marinaden sammen og gnid kyllingen godt ind i marinaden.
Lad kyllingen trække natten over, dette kan også gøres på dagen, men jo tidligere jo bedre.
Tø evt. majs og ærter op i køleskabet.

På dagen:
Lav gerne de syltede rødløg, cremefraichedressing og hummus et par timer før.
Steg kyllingen i marinaden på en varm pande til den er gennemstegt.
Lun pitabrødene i ovnen eller i en brødrister.
Snit kålen fint, skær cherrytomater i halve eller kvarte og agurken i små tern.
Servér de lune pitabrød med kyllingen, de syltede rødløg, cremefraiche dressingen, hummusen, chiliolien, kålen, tomaterne, agurken og evt. majs og ærter.

Syltede rødløg
Ingredienser:
1 glas med tætsluttende låg
2 rødløg
Lage:
1 dl lys eddike, æblecider eller klar
1 dl kogende vand
1 dl sukker
1 tsk groft salt
1 tsk hele sorte peberkorn
Pil og halver løgene og skær dem i tynde skiver.
Skold glasset og put rødløgene i glasset.
Bland alle ingredienserne til lagen i en kasserolle og bring det i kog.
Rør rundt til sukkeret er opløst, og hæld over rødløgene.
Skru låget godt på og stil på køl mindst ½ time, gerne et par timer.

Cremefraichedressing
2 dl creme fraiche
1 spsk mayonnaise
1 fed hvidløg
salt og friskkværnet peber
Rør ingredienserne sammen og lad den gerne trække et par timer.

Hummus
1 dåse kikærter
2 spsk tahin
2 fed hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
1 øko citron, lidt revet skal herfra + saften
½ dl ekstra jomfruolivenolie
½ tsk havsalt
friskkværnet peber
evt. vand
Til sidst:
1 spsk ekstra jomfruolivenolie
1 drys paprika
Dræn væsken fra kikærterne og skyl dem.
Kom dem i køkkenmaskinen sammen med tahin, presset hvidløg, spidskommen, citronskal, olie, salt og peber.
Det hele blendes og smages til med citronsaft, salt og peber.
Tilsæt evt. lidt vand, alt efter hvordan konsistensen ønskes.
Put hummusen i en skål eller bøtte med låg, hæld lidt olivenolie over og drys med paprika.

Chiliolie
Ingredienser til ca. 1,5 dl:
2 spsk chiliflager
4 spsk vand
1 dåse tomatpuré (140 g)
1 fed presset hvidløg
1 knivspids cayennepeber
1 knivspids stødt spidskommen
1 knivspids kanel
1 knivspids salt
1 tsk citronsaft
1 tsk sukker
1 dl rapsolie
Chiliflager og vand kommes i en gryde og koges godt igennem under omrøring.
Vandet skal gerne fordampe, men pas på at chilierne ikke brænder på.
Når vandet er dampet godt ind, tilsættes tomatpure, hvidløg, cayennepeber, spidskommen, kanel, salt, citronsaft og sukker.
Kog op igen under omrøring.
Tag gryden af varmen, lad køle lidt af og rør halvdelen af olien i.
Hæld på glas og hæld resten af olien over.

Lyt evt. til Hyggelykke mixtape #20Spotify imens.

Kartoffelpizza

Vores nye yndlingspizza og smagen af sommer

Ingredienser til 4 pers.
Pizzabunden:
2½ dl vand
5 g gær
2 tsk havsalt
2 spsk olivenolie
200 g italiensk mel Tipo 00
200 g hvedemel
Toppingen:
2-3 bagekartofler
125 g mascarpone
125 g frisk mozzarella
lidt olivenolie
flagesalt
friskkværnet peber
frisk timian
grønne oliven
grøn salat måske
Chiliolie:
1 rød chili
1 fed hvidløg
1 godt nip flagesalt
½ dl olivenolie

Lav dejen aftenen før:
Kog 1 dl af vandet, og rør det sammen med 1½ dl koldt vand i en stor skål – hvis du har en røremaskine, brug skålen herfra.
Udrør gæren heri, og tilsæt salt, olie og italiensk mel og rør godt sammen, gerne på røremaskinen.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen til du har en dej, der lige akkurat slipper fingrene, når du rører ved den.
Stil den tildækket på køl til næste dag.

2 timer før pizzaen skal laves (1 time kan også gøre det):
Tag pizzadejen ud af køleskabet og lad stå på køkkenbordet.
Det kan også være en god idé at tage mascarponen ud af køleskabet ca. 1 time før, så den kan nå at blive lidt blød og dermed nemmere at smøre ud.
Frys evt. den anden halvdel mascarpone ned i fryseren til næste gang, du får lyst til kartoffelpizza.

Chiliolien:
Hak chilien fint, pres hvidløgsfeddet og rør begge dele sammen med saltet og olien i en lille skål. Lad den trække til pizzaen er klar.

Pizzaen:
Sæt 2 bageplader i ovnen og tænd ovnen på 275 grader varmluft.
Skræl eller vask kartoflerne godt og skær dem i meget tynde skiver, meget gerne på et mandolinjern.
Drys bordet med mel og del evt. dejen i 2 lige store stykker som formes til boller.
Udrul hver af disse til store pizzaer, runde eller firkantede eller hvad du nu foretrækker, og læg dem på hvert sit stykke bagepapir.
Smør mascarponen godt ud på de 2 pizzaer.
Fordel kartoffelskiverne så de overlapper hinanden en smule.
Pensl kartoffelskiverne (sjusket) med lidt olie.
Riv mozzarellaen i små stykker som også fordeles på de 2 pizzaer.
Træk hvert bagepapir med pizza over på de nu MEGET varme bageplader.
Sæt pizzaerne i ovnen.
Kig til dem efter 7 minutter, kartoflerne skal have fået lidt farve i kanterne. Hvis de ikke har det giv dem et par minutter mere til de har.
Udsten evt. olivenerne og halver dem. Fordeles med løs hånd over pizzaerne.
Drys med flagesalt, friskkværnet peber og plukket timian.
Serveres med chiliolien og evt. en simpel grøn salat.

Lyt evt. til disse sommerlige sange på Spotify imens du spiser pizza og leger det stadig er sommer.

Bønnesuppe fra Rom

Dejlig varmende suppe, rigtig efterårshygge

Ingredienser til 4 personer:
1 spsk olivenolie
1 løg
2 stilke bladselleri
2 gulerødder
400 g hakkede tomater
200 g tørrede kidneybønner eller 2 dåser
1 fed hvidløg
1 bundt persille
1 l grøntsags- eller hønsebouillon
salt og friskkværnet peber
100 g risottoris
40 g parmesan
Godt brød

Hvis du bruger tørrede bønner:
Læg bønnerne i blød natten over.
På dagen hældes vandet fra bønnerne, som skylles og koges i rigeligt letsaltet vand i ca. 1 time til de er møre.

Gør løg, bladselleri og gulerødder i stand og skær dem ud i mindre tern.
Varm olien i en gryde, og tilsæt grønsagerne.
Svits dem godt under omrøring og tilsæt så hakkede tomater, hvidløg, hakket persille, lidt over halvdelen af kidneybønnerne og bouillonen.
Lad det simre i 15 min.
Blend det og smag til med salt og peber.
Tilsæt risottorisene og resten af bønnerne og bouillonen, og bring det i kog.
Skru ned for varmen og lad det koge ved middelvarme i ca. 20 min. til risene er møre.
Rør jævnligt, så risene ikke brænder på.
Server den varme suppe med friskrevet parmesan.

Lyt evt. til disse countrysange på Spotify imens.

Pastasalat a la 7-Eleven

Denne lækre pastasalat er inspireret af Vera og Signes yndlings pastasalat, som man kan få i 7-Eleven.

Ingredienser til 4 personer:
300 g pastaskruer
2 kyllingebryster i strimler
100 g bacon i tern
150 g ærter
150 g majs
200 g gulerødder, revne
2,5 dl fraiche eller creme fraiche
2 spsk mayonnaise
1 spsk citronsaft
1 tsk sukker
1 tsk karry
evt. gurkemeje
salt og friskkværnet peber

Kog pastaskruerne efter anvisning på pakken.
Varm en pande op med lidt olie, og steg kyllingen heri til gennemstegt.
Steg baconen sprød på en tør pande ved god varme.
Læg de stegte bacontern på fedtsugende papir eller køkkenrulle.
Put ærter og majs i en lille gryde og dæk dem med vand, tilsæt et stort nip salt og bring grøntsagerne i kog.
Når de koger, tages de fra varmen og hældes i en si.
Skræl, vask og riv gulerødderne groft.
Rør en dressing af fraiche, friskpresset citronsaft, sukker, karry og evt. gurkemeje. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Bland pastaskruer, kylling, bacontern, ærter, majs, revne gulerødder og dressing. Pastasalaten er klar til at blive serveret.

Champagne risotto


Har man lige en rest champagne fra nytåraften, er dette en lækker og nem aftensmad. Om det er Champagne eller Cremant fra Frankrig, Cava fra Spanien eller Prosecco fra Italien er altsammen lige godt. Læs mere om de forskellige former for bobler her. Man kan også bruge en rest hvidvin, og hvis man ikke har hverken en rest bobler eller hvidvin, så er dette måske en god anledning til at få én.

Ingredienser til 4 personer:
100 g bacon i tern
7,5 dl tynd hønsebouilon
1 bundt grønne asparges
1 løg
1 spsk smør
2,5 dl arborioris (risottoris)
2 dl bobler
1 dl parmesan, friskrevet
salt og friskkværnet peber

Steg baconternene sprøde på en tør pande.
Læg dem på fedtsugende papir.
Bring hønsebouillonen i kog i en kasserolle.
Skyl asparges og knæk den nederste ende af (ikke hovedet).
Skær den i skrå stykker på 1 cm tykkelse og blancher disse i 2 min. i bouilonen.
Tag dem op med en hulske og sæt dem til side.
Lad bouilonen simre videre ved lav varme.
Skær løget i små tern.
Smelt smørret i en sautérpande og svits løgternene heri i ca. 1 min. til de er gennemsigtige.
Tilsæt risene og steg dem under konstant omrøring i yderligere 1 min.
Tilsæt champagnen og når den er næsten fordampet (det tager ca. 2 min.) tilsættes ca. 1 dl af bouilonen.
Rør hele tiden til bouilonen er næsten helt fordampet, før du igen tilsætter ca. 1 dl bouilon.
Dette gentages til al bouilonen er brugt, risene er blevet møre men stadig har en my bid og risottoen er cremet – det tager ca. 20 minutter i alt.
Fjern fra varmen og rør forsigtigt aspargesene i sammen med parmesanen. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Drys baconternene på risottoen. Server med det samme.

Stop madspild! 

Lone Kjærs uhyggelige Hokkaidosuppe med dukkah-drys (og heksens tånegle)


Selvom tanken jo egentlig var ikke at fejre Halloween, så får det alligevel sneget sig mere og mere ind i vores liv, og det er jo på sin vis også en meget god måde at slå efteråret fast på med græskarlanterner, græskarsuppe, efterårsfarver og hyggelig uhyggemusik.

Ingredienser til 4 personer:
500 g græskarkød fra hokkaido, alternativt butternut
1 løg
1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
2 fed hvidløg
1/2 tsk. stødt koriander
1/2 tsk. stødt spidskommen
1 l hønsefond el. -bouillon
saft af 1 citron
salt og friskkværnet peber
Tilbehør:
100 g Philadelphia light 12%
en håndfuld bredbladet persille
evt. ristede græskarkerner (tånegle)
æble i tern
groft brød
dukkah

Dukkah

25 g hasselnødder
1 tsk hel koriander
1 tsk hel spidskommen
1 tsk hel fennikelfrø
1 spsk sesamfrø

Hak hasselnødderne groft.
Stød krydderierne i en morter og bland med sesamfrø og hasselnødder.
Rist blandingen på en tør pande ved jævn varme, til det begynder at dufte, og nødderne er gyldne.
Stil dukkahen til side og lav suppen.

Skær græskarkødet i tern og pil og hak løget. Gem evt. græskarkernerne – se tip. Varm olien i en gryde og svits løget, uden at det tager farve. Tilsæt græskarkød, presset hvidløg og krydderier. Vend det hele godt rundt.
Hæld fond/bouillon i gryden, og lad suppen simre under låg i ca. 20 minutter. Blend suppen og smag den til med citronsaft, salt og peber.
Server suppen med en klat Philadelphia, top med bredbladet persille, dukkah og evt. ristede græskarkerner og æble i tern. Server brød til.

Tip:
Du kan bruge græskarkernerne til toppingen;
Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
Rens kernerne ved at fjerne græskarkødet og skylle dem.
Vend dem med lidt olie, lidt salt og evt. nogle krydderier.
Spred dem ud på en bageplade med bagepapir på og rist dem i ovnen i ca. 25 minutter, eller indtil de er gyldne.

Lyt til disse uhyggelige sange til Halloween på Spotify 

Kartoffel-jordskokkesuppe


Meget nem og lækker hverdagsret, især til de lidt koldere dage.
Den er fra Lone Kjærs: “Sund på den Fede Måde”, som er min yndlingskogebog. Jeg har ændret opskriften lidt.

Ingredienser til 4 personer:
500 g kartofler
500 g jordskokker
1 løg
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
1 l hønse- eller grøntsagsfond eller bouillon
200 g Philadelphia light
salt og friskkværnet peber
4 gulerødder
½ rød chili
1 spsk olivenolie
1 tsk stødt spidskommen
salt og friskkværnet peber
brød

Skræl og vask kartofler og jordskokker.
Skær dem i mindre tern.
Pil løg og hvidløg og hak begge dele fint.
Varm olien op i en gryde og steg løgene et par minutter uden at de tager farve.
Tilsæt kartofler og jordkokker og rist dem kort med.
Hæld bouillon/fond over og lad suppen småkoge ca. 20 min. til kartoflerne er kogte.
Skræl og vask imens gulerødderne. Skær dem i små tern og hak chilien fint.
Tænd ovnen.
Varm olien op på en pande og svits spidskommen kort heri.
Tilsæt gulerødder og chili og steg dem under jævnlig omrøring ca. 5 minutter.
Lun brødet i ovnen.
Rør Philadelphia godt ud i suppen.
Blend evt. suppen – vi foretrækker den rustik, så vi gør det aldrig.
Smag suppe og gulerødder til med salt og peber.
Servér suppen med gulerødder og brød.

Rødbedebøffer


Saftige bøffer med god samvittighed.

Ingredienser til 4 pers.
Rødbedebøffer:
450 g rødbeder
150 g kartofler
1 rødløg
2 spsk kapers
2 æg
2 dl havregryn
1 tsk sennep
1 tsk paprika
1 tsk groft salt
4 kværn peber

Hvis du vil bruge rødbedesaften til at lave en lækker juice af,
skal du også bruge:
saften fra halvdelen af ovenstående rødbeder (225 g)
5 gulerødder (ca. 500 g)
3 æbler
½ citron
1 stykke ingefær (på størrelse med en lille tommelfinger)
1 håndfuld isterninger

Sådan laver du rødbedebøffer:
Pil og hak løget fint.
Skræl rødbede og kartofler og sidstnævnte rives groft.
Kom rødbede alene i juiceren.
Skrab pulpen ud evt. med en dejskraber og bland den med resten af ingredienserne til rødbedebøfferne, men hold lidt igen med havregrynene; det er ikke sikkert du skal bruge det hele – prøv dig frem til farsen får den rette konsistens, så du lige akkurat kan forme den til bøffer.
Stilles på køl ½ time.
Imens kan du evt. lave juicen (se nedenfor).
Farsen formes og steges i fedtstof ved middelvarme.
Vær forsigtig når de skal vendes.

Sådan laver du Juice a la Joe and the Juice:

Du skal kun bruge halvdelen af rødbedejuicen, så frys evt. den anden halvdel ned, så har du til at lave juice en anden gang.
Skræl gulerødder og ingefær.
Skær skallen af citronen, og sørg for at få den hvide hinde med.
Kom citron, æble, gulerødder og ingefær i juiceren.
Blandes sammen med rødbedejuicen og serveres med isterninger.

Lasagne


Min yndlingslasagne og jeg har prøvet mange igennem årene..

Ingredienser til 6 personer:
2 løg
2 fed presset hvidløg
2 blegselleri
2 gulerødder
100 g champignoner
50 g bacontern
olivenolie
400 g hakket oksekød
1 ds hakkede tomater
70 g tomatpuré
2 dl grøntags- eller oksebouillon
2 tsk oregano
1 tsk basilikum
Salt og friskkværnet peber
12 lasagneplader
100 g revet ost
Bechamelsauce:
25 g smør
3 spsk hvedemel
½ liter let- eller sødmælk
salt og friskkværnet peber
lidt revet muskatnød
Tilbehør:
salat evt. den nederst på siden
brød

Klargør grøntsagerne og skær løg, blegselleri og gulerødder ud i små tern. Mine børn kan ikke lide champignoners konsistens, men de lægger slet ikke mærke til dem, hvis jeg hakker dem groft – hvis man er så heldig at lave mad til nogle med mindre sarte ganer, anbefaler jeg at skære dem ud i skiver i stedet for.
Steg bacontern i en gryde til de bliver sprøde. Tag ternene op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir (evt. køkkenrulle).
Hæld lidt olie i gryden og svits løgene heri.
Tilsæt oksekød og steg det til det skifter farve.
Rør grøntsager, hakkede tomater, tomatpuré, bouillon, hvidløg og krydderier i og lad det hele simre ca. 20 min.
Rør jævnligt. Smag til med salt og peber.
Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn. Smør et lasagnefad med olie.
Når der er ca. 10 minutter tilbage til kødsaucen er færdig, smeltes smørret og melet piskes godt ud heri. Tilsæt mælken lidt af gangen, og pisk godt imellem hver gang. Lad saucen småsimre ca. 5 min. under omrøring og smag den så til med salt, peber og muskatnød.

Nu skal lasagnen samles; først: 4 lasagneplader, så 1/3 af kødet, 1/3 bechamelsauce. Dette gentages 2 gange til.
Til sidst drysses baconternene og osten over og lasagnen bages midt i ovnen ca. 30 minutter til den er flot gylden.

Brians salat

Denne salat fik vi hjemme hos én af vores venner for snart mange år siden. Han lavede den af hvad der lige befandt sig i hans køkken på det tidspunkt, men vi blev så imponeret at vi har lavet den mange gange siden, og især til lasagne er den blevet en klassiker.

Ingredienser til 6 personer:
½ dl ristede solsikkekerner
2 gulerødder
3 peberfrugter, 2 røde og 1 gul
150 g feta
1 håndfuld persille
Fraichedressing:
1½ dl fraiche
1 fed hvidløg
salt og friskkværnet peber

Rør ingredienserne til dressingen sammen og lad den gerne trække en halv time på køl.
Rist solsikkekernerne på en tør pande til de får lidt farve og stil dem til side.
Skræl gulerødderne. Vask gulerødder og peberfrugt og skær begge dele ud i små tern.
Hak persillen og bland alle ingredienserne til salaten sammen.