I dag er det Harry Potters fødselsdag, og det har vi fejret ved at se én af filmene, imens vi drak butterbeeer. Det er blevet oversat til ingefærøl, hvilket er lidt underligt, for jeg er endnu ikke stødt på en opskrift med ingefær i.
Vi har læst “Harry Potter og Fangen fra Azkaban” højt for Vera og Signe i sommerferien, så det var selvfølgelig den film, vi har set her til aften.
De er 10 og 7 (næsten 8) år, og det har været alderspassende, selv om der var nogle ting, der lige skulle gentages for Signe. Eftersom Harry Potter serien bliver mere og mere uhyggelig, har vi valgt kun at se en film hvert år på hans fødselsdag. Op til hans fødselsdag, læser vi bogen. Jeg kan varmt anbefale bøgerne der bliver illustreret af Jim Kay.
Butterbeer
Ingredienser til 1 drink (husk evt. at gange op):
35 g brun farin
½ spsk vand
1 spsk smør
1 nip salt
½ dl piskefløde
et par dråber æblecider eddike
et par dråber romessens (evt. et godt skvæt rigtig rom til de voksne)
2 dl cream soda (evt. Boylan)
Varm farin og vand forsigtigt op i en lille kasserolle, under jævnlig omrøring, til det har har en temperatur på ca. 115 grader.´
Tilsæt smørret og rør rundt til det er smeltet. Tag kasserollen af varmen og rør også salt, 1/3 af fløden og eddiken i.
Lad blandingen køle i køleskabet ca. 20 minutter. Rør romessensen i.
Pisk de sidste 2/3 fløde sammen med ½ spsk (mere hvis du har ganget opskriften op) af den nu afkølede væske til det tykner, men uden at bliver til flødeskum. Vend al flødeskumsblandingen og den brune farin væske sammen og hæld i glas sammen med cream sodavand og til sidst flødeskummet.