Ristede løg


Hjemmelavede ristede løg kan slet ikke sammenlignes med dem man køber og når du først har smagt de hjemmelavede, så er der ingen vej tilbage… Lækker i en gammeldags bøfsandwich eller til hotdogs.

Ingredienser:
2 løg
5 spsk hvedemel
2,5 dl smagsneutral olie
salt og friskkværnet peber

Bland mel med salt og peber.
Pil løgene, skær dem i ringe og vend dem i melet.
Nulr løgringene fra hinanden imens du gnider dem ind i melet.
Varm olien op i en gryde og rist løgringene heri af flere omgange.
Vend dem undervejs, så de bliver sprøde på begge sider.
Læg de færdige løgringe på noget fedtsugende papir og smag dem evt. til med lidt ekstra salt.

Æggebaconmuffins

I dag skal vi mødes med vores madklub, som faktisk er min første mødregruppe, der er blevet videreudviklet til en familiegruppe, hvor vi mødes allesammen, mænd, kvinder, 5 jævnaldrende børn og et par “nye” mindre søskende ca. 1 gang om måneden. Det er ofte til aftensmad på en hverdag, men vi har også været på weekendtur til Sverige et par gange, i sommerhus i Rørvig, sommerhygge i Fredensborg, i byen uden børn, vi er mødtes til fastelavnstøndeslagning, Skt. Hans, bålpandekager, “Arebas”, julesmåkagespisehygge, til bryllup eller som i dag hvor vi skal mødes til brunch. Alle tager en ret eller noget at drikke med – vores bidrag i dag er frugtspyd og æggebaconmuffins.

Ingredienser til 4 muffins:
4 skiver toastbrød
4 skiver god bacon
4 æg
salt og friskkværnet peber
evt. et purløgdrys
muffinsforme med høj kant
olie til at smøre formene

Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Steg baconskiverne let på en pande, ca. 1 minut på hver side.
De må ikke blive for sprøde, da de skal være til at arbejde med.
Læg baconskiverne på et stykke køkkenrulle.
Rist brødet ganske lidt og stik det ud i cirkler, der passer til formene – fx med et slankt glas.
Smør muffinsformene med olie, og pres brødcirklerne let ned i bunden og fór siderne med en skive bacon hver.
Slå forsigtigt et æg ud i midten.
Krydr med salt og peber og drys evt. lidt purløg over.
Bages i ovnen ca. 12-15 min. eller til æggehviden er stivnet.

Lyt til disse “Søndag morgen stemning” sange på Spotify 

Grøn iste


Jeg har fået integreret grøn te i mit daglige indtag, da jeg hører, det skulle være sundt. I disse varme dage, foretrækker jeg at drikke den iskold.

Ingredienser:
1 l vand
2 breve grøn te (jeg bruger Supreme Green Matcha fra Pukka)
2 tsk sukker

Kog 1 dl vand og opløs sukkeret heri.
Kom tebrevene i vandet og lad teen trække 5-10 min.
Tag teposerne op og hæld lidt af det kolde vand på, inden du hælder teen op i en kande.
Fyld kanden op med 9 dl koldt vand og stil på køl indtil servering.
Servér med masser af isterninger og evt. nogle skiver citrusfrugter.

Lyt til disse “Lyden af sommer” sange på Spotify

Lyserød lemonade


Egentlig handler det bare om at lave sin yndlingslemonade og så med et smart lille trick kan man gøre den lyserød uden at det går udover smagen.

Ingredienser:
4 citroner
5 dl vand
6 spsk sukker
lille rødbede
evt. jordbær

Kog vandet og opløs sukkeret heri.
Pres citronerne og rør saften i sukkervandet.
Skræl rødbeden, skær et par skiver og tilsæt disse til lemonaden.
Rør rundt indtil lemonaden har den nuance, du kan lide.
Tag rødbedeskiverne op og stil lemonaden på køl.
Drikkes med isterninger, evt. sugerør og et par halve jordbær, når lemonaden er kølet helt ned.

Lyt til disse “Cool sange til hot solskinsvejr” på Spotify 

 

Nem hjemmelavet jordbær/hindbærsyltetøj


Det er lidt hyggeligt med hjemmelavet syltetøj på morgenbordet.

Ingredienser:
150 g frosne jordbær
150 g frosne hindbær
75 g sukker
½ vaniljestang

Put det hele i en gryde inkl. den tomme vaniljestang.
Lad det simre indtil det er tilpas udkogt. Det tog ca. 7 min. for mig.
Fjern vaniljestangen og smag syltetøjet til.
Blend den eventuelt – det er en smagssag om hvordan man foretrækker sin syltetøj.
Skold glasset eller skyl det med atamon inden du hælder syltetøjet heri.
Luk låget med det samme, men lad den stå på køkkenbordet indtil den er kølet ned.

Iskaffe


Så er det endelig blevet iskaffesæson, og selv om jeg elsker den fra Baresso, så er denne her også virkelig god og så sparer man lidt både på pengene og dellerne.

Ingredienser til 1 stort glas:
4 store isterninger
2 dl mælk
2 tsk nescafe
1 tsk sødt (sukker, sirup eller som jeg brugte her Lion kakao/karamel produkt)

Put 2 isterninger i et glas, 2 isterninger i en blender sammen med mælken, nescafen og det søde.
Blend og hæld i glasset. Server med sugerør.

Børneudgaven: Iskold børnechocolatte
3 store isterninger
3 tsk kakaoprodukt fx O’boy
1½ dl mælk

Put 1 isterning i et mindre glas, 2 isterninger i en blender sammen med kakaoen og mælken.
Blend og hæld i glasset. Server med sugerør.

Lyt til disse “Cool sange til hot solskinsvejr” på Spotify 

Kærnemælkskoldskål med farinristede nødder og havregryn


Så er der blevet taget hul på sommeren, når vi først har lavet koldskål. Denne koldskål fik Anders overbevist om, at der ikke nødvendigvis behøver at være kammerjunker til og selv Vera kunne lide den, selvom hun normalt slet ikke er til koldskål.

Ingredienser til 4 pers.:
2 pastueriserede æggeblommer
3 spsk sukker
½ vaniljestang eller 1 tsk vaniljepulver
1 økologisk citron
6 dl kærnemælk
2 dl tykmælk eller yoghurt (eller 4 dl hvis du undlader fraichen)
2 dl fraiche 5%

Farinristede nødder og havregryn:
50 g hasselnødder
25 g smør
2 spsk brun farin
2 dl havregryn

Pisk æggeblommer med sukker og kornene fra ½ vaniljestang til en luftig æggesnaps.
Tilsæt fintrevet citronskal.
Bland kærnemælk, tykmælk og fraiche og tilsæt det lidt ad gangen til æggesnapsen.
Stil på køl imens du laver de farinristede havregryn og nødder.
Hak hasselnødderne groft.
Smelt smørret på en pande ved jævn varme.
Tilsæt brun farin og lad det smelte.
Tilsæt havregryn og nødder og rist blandingen til alt er sprødt og let gyldent.
Server blandingen lun som drys til koldskålen. Det lyder så hyggeligt, når man drysser det lune på den kolde koldskål.

“Afternoon tea”


I dag hvor det er mors dag, har jeg inviteret min mor til sandwiches, scones med flødeskum og hjemmelavet syltetøj, små kager, Asti og selvfølgelig te.

Ingredienser til fingersandwiches til 4-5 pers.

Æggesandwich
9 stk.
6 skiver sandwichbrød
3 hårdkogte æg
3 spsk salatmayonnaise
en knivspids karry
salt og peber
karse

Agurkesandwich
9 stk.
6 skiver sandwichbrød
½ agurk
smør
salt og peber

Laksesandwich
9 stk.
6 skiver sandwichbrød
100 g Philadelphia eller Philadelphia light
100 g god laks i skiver
salt og peber
1/4 citron
et bundt frisk dild

Skinke-ostesandwich
9 stk.
6 skiver groft sandwichbrød
1/4 dl dijonsennep
1/4 dl salatmayonnaise
salt og peber
en god ost i skiver
en god skinke i skiver
en rød peberfrugt

Start med at koge æggene til æggesandwichene.
Imens de koger, kan du gå i gang med de andre sandwiches.

Agurkesandwich
Smør alle 6 skiver sandvichbrød.
Skær agurken i tynde skiver og fordel på 3 af brødene.
Krydr med peber og en smule mere salt, end du normalt, ville bruge.
Læg 3 skiver sandwichbrød ovenpå, skær skorperne væk og del hver sandwich i 3.

Laksesandwich
Smør 100 g Philadelphia på 6 skiver brød.
Fordel laksen på 3 af skiverne.
Krydr med salt og peber.
Pres citronen udover og pynt med dild.
Læg de sidste 3 skiver sandwichbrød ovenpå, skær skorperne væk og del hver sandwich i 3.

Skinke-ostesandwich
Bland sennep, mayonnaise og salt og peber.
Smør blandingen på de 6 skiver grove sandwichbrød.
Læg ost og skinke på 3 af brødene.
Skær peberfrugten i meget tynde skiver og fordel dem på osten og skinken.
Læg de sidste 3 skiver sandwichbrød ovenpå, skær skorperne væk og del hver sandwich i 3.

Æggesandwich
Pil æggene og skær dem i små tern – jeg bruger gerne æggedeleren først den ene vej og så den anden.
Bland æggene med mayonnaise, karry og salt og peber.
For æggesalaten på 3 skiver sandwichbrød.
Pynt med karse.
Læg de sidste 3 skiver sandwichbrød ovenpå, skær skorperne væk og del hver sandwich i 3.

En playliste der passer godt til temaet:
Easy Listening & Doo Wop. Lyt til sangene på Spotify

Easy Listening & Doo Wop


Dette er min playlist til min mor i morgen, hvor det er mors dag.
Måske er den ikke lige noget for din mor, hvis du nu har en mor, der er vild med heavy rock, men jeg forestiller mig de flestes mødre ville være ok med denne liste.

01. Penguins – Earth Angel
02. Flamingos – I Only Have Eyes For You
03. Mills Brothers – Smoke Rings
04. Frankie Lymon & The Teenagers – Why Do Fools Fall In Love
05. Harptones – Life Is But A Dream
06. Knockouts – Darling Lorraine
07. The Chords – Sh-Boom
08. Marcels – Blue Moon
09. Crests – Sixteen Candles
10. Dusty Springfield – The Look Of Love
11. Andy Williams – Can’t Take My Eyes Off You
12. Diamonds – Little Darlin’
13. Cleftones – Little Girl Of Mine
14. Chi-Lites – Oh Girl
15. Tony Bennett – The Best Is Yet To Come
16. Perry Como – Magic Moments
17. Dean Martin – Ain’t That A Kick In The Head
18. Vic Damone – It Had To Be You
19. Four Tops – It’s The Same Old Song
20. Rosie & the Originals – Angel Baby
21. Bobby Darin – A Nightingale Sang In Berkeley Square

Lyt til sangene på Spotify

Capririnhas “Anders style”


Yeah, i aften skal vi have vores gode ven Søren på besøg.
Vi mødes én gang om måneden, spiller Innovation og drikker capririnhas, ofte ledsaget af saltmandler. Det er en fantastisk sommerdrink, syrlig og frisk, men som sagt så drikker vi den hele året.
Dagen før laver vi en masse is klar – der skal bruges mere, end man lige tror.

Ingredienser til 1 drink:
1 lime
1 spsk rørsukker, gerne mørk
4 cl Cachaca
Masser af knust is

Fyld et lowball glas med is.
Knus den mængde is i en isknuser.
Vask limen, skær toppen og bunden af og skær den i kvarte.
Mos limen i glasset med en morter så alt saften bliver presset ud af den.
Tilsæt rørsukker, Cachaca og isterninger og vend det hele godt rundt. Hvis der er plads til mere knust is, tilsæt det endelig, efterlad kun lige plads nok til at det er muligt at røre rundt i glasset én sidste gang.
Serveres med sugerør.

Lyt evt. til disse “Remixes til cocktails” på Spotify, imens du nyder denne drink