Frugtsalat med råcreme


Herhjemme skiftes vi til at vælge fredagsfilm og fredagsbod, og mit valg er næsten altid frugtsalat (eller abemad som mange kalder det), så putter jeg bare de forskellige frugter, råcremen og chokoladen i hver sin skål, så man selv kan tage, hvad man har lyst til.

Ingredienser til 4 pers.
8 forskellige slags frugt
eller færre og så mere af de slags, du vælger.
Vælg fx blandt nedenstående:
1 banan
1 æble
1 pære
1 blomme
1 mango
100 g hindbær
100 g blåbær
100 g jordbær, allerhelst økologiske
100 g vindruer, økologiske og kernefri
100 g ananas
100 g melon
Råcreme
2 dl piskefløde
2 æggeblommer, pasteuriserede
½ dl lys rørsukker
½ vaniljestang (eller 1/4 tsk ren vaniljepulver)
Drys
50 g mørk chokolade

Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn/pulver sammen til det er lyst og luftigt.
Pisk fløden til en let skum og vend den sammen med æggeblandingen.
Stil på køl indtil serveringen.
Hak chokoladen groft.
Klargør frugterne og skær de største ud i mindre stykker.
Serveres med råcremen og chokoladen.

Gammeldags æblekage


Gammeldags æblekage med et par “nydags” ændringer – Anders synes, det var den bedste æblekage, han nogensinde har smagt.

Ingredienser til 6-8 personer:
500 g æbler, økologiske
0,5 dl vand
0,5 vaniljestang
100 g sukker, mørk (meget gerne Sukkerrørs krystaller fra Il Fonaio)
50 g smør
75 g rasp
75 g makroner
2,5 dl piskefløde
klatter af ribsgelé eller 125 g friske hindbær

Skræl æblerne og fjern kernehusene.
Skær æblerne ud i mindre stykker, som kommes i en lille kasserolle sammen med vand, kornene fra den halve vaniljestang, samt den tomme vaniljestang.
Bringes i kog og simrer under låg ca. 10 minutter, til de er godt udkogte.
Rør i det engang imellem, så du kan holde øje med om det koger tørt, i så tilfælde tilsættes lidt mere vand.
Fjern den tomme vaniljestang og rør halvdelen af sukkeret godt sammen med æblerne.
Mos æblerne og stil mosen på køl, til æblekagen skal lægges i lag.

Smelt smørret på en pande ved middelvarme og rør imens rasp og den anden halvdel af sukker sammen.
Når smørret er bruset af, tilsættes rasp/sukkerblandingen og der røres jævnligt til det er godt gyldent og sprødt.
Det bliver bedst, hvis det bliver godt ristet, men pas på det ikke bliver brændt, for så skal du starte forfra.
Lad det køle af på et stykke bagepapir.
Makronerne skal knuses fx i en skål med en morter.

Umiddelbart inden æblekagen skal serveres, piskes fløden til flødeskum og æblekages sættes sammen på følgende måde:
Halvdelen af æblemosen kommes først i en glåsskål.
Dernæst halvdelen af makronerne og så sukkerraspen.
Så resten af æblemosen og makronerne og sukkerraspen.
Flødeskummen fordeles ovenpå og til sidst pyntes der med ribsgelé eller friske hindbær. Servér med det samme.

Lyt til min Landlig idyl playliste på Spotify

Mortens aften


Siden jeg er blevet voksen og selv fået børn er jeg begyndt at fejre Mortens aften, og det gør jeg ved at lave and, i modsætning til juleaften hvor vi altid får flæskesteg. Tilbehøret til, ligner dog næsten dét, vi får juleaften, nemlig brunede kartofler, sauce, rødkål og waldorfsalat.
Det er også rart lige at få genopfrisket/øvet mig på julemiddagen, samtidig med at det er det første lille skridt til at komme i julestemning.
Når vi så sidder sammen og spiser, snakker vi om de ting, vi glæder os til, til jul… 

En nyere tradition er at jeg hvert år laver en ny alternativ udgave af en ris a la mande, fx Appelsinoverraskelse eller nedenstående:

Is a la mande
Ingredienser til 6 stk.:
Både silikoneform, pufsukker, kirsebær- og guldstøv kan købes hos Bagebixen, og nej jeg får ingen penge for at reklamere, jeg er bare glad for at jeg kunne finde alt det, jeg skulle bruge det samme sted, så jeg ikke skulle betale porto flere gange.
Halvkugle silikoneform (Ø70) (Kan evt. købes her)
Chokoladeskaller:
100 g hvid chokolade.
1 mandel
Parfait med vanilje:
40 g pasteuriserede æggehvider (1 bæger)
40 g pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
40 g sukker
kornene fra ½ vaniljestang
1½ dl piskefløde.
ca. 3 tsk pufsukker (Kan evt. købes her)
kirsebærstøv (Kan evt. købes her)
edible guldstøv (Kan evt. købes her)
evt. spiselige blomster
1 mandelgave

Sådan gør du:
Smelt den hvide chokolade.
Smut imens én enkelt mandel.
Pensl halvkuglerne med den smeltede chokolade, så jævnt som muligt.
Sættes i fryseren 1 times tid, inden du laver parfaiten.

Parfait med vanilje:
Find 3 skåle frem. Hæld piskefløden i den ene.
Fordel sukkeret lige i de 2 sidste skåle.
Hæld æggehvider ned til den ene skål med sukker, og æggeblommer og vaniljekorn ned til den anden.
Pisk æggehviderne stive, æggeblommerne luftige og fløden til en let skum.
Vend først forsigtigt flødeskummet sammen med æggeblommerne og dernæst vendes de stive æggehvider ligeledes forsigtigt i.
Fordel parfaiten i chokoladeskallerne, put mandlen i en af dem, så man ikke kan se den, og sæt is a la manden i fryseren, gerne natten over.

Ca. 10 minutter før serveringen:
6 istallerkener sættes i fryseren og parfaiten tages ud.
5 minutter efter tages tallerkenerne ud og der drysses først lidt pufsukker på og så lidt kirsebærstøv.
Parfaiten vendes ud af formen (bekymr dig ikke, det er meget nemt) og placeres midt på tallerkenerne.
Drys lidt guldstøv på parfaiten evt. med en lille sigte, og hvis du har kunne få fat på nogle spiselige blomster, pynt også med disse.

Hjemme hos os har vi en ret strikt regel om, at man først hører julemusik, den dag vi pynter op til jul, men alternative julesange kan vi godt retfærdiggøre. Lyt til alternative julesange på Spotify 

Peanutbuttersoftice med banan og mørk chokolade


Denne simple sunde dessert er en ny favorit herhjemme. Den er ikke nødvendigvis slankende, men måske et rigtig fornuftigt valg i forhold til, hvad man ellers kunne finde på sådan en stille og rolig hverdagsaften.

Ingredienser til 1 person:
1 banan
1 spsk peanutbutter
1 tern mørk chokolade (10 g)

Skræl bananen og skær den i skiver.
Fryses 1-2 timer.
Blend den halvfrosne banan med peanutbutter til massen bliver glat.
Riv eller hak den mørke chokolade og drys udover softicen.

Appelsinoverraskelse


Denne dessert var vist nærmest min hofdessert, da jeg var teenager, og nu har jeg prøvet at lave den igen her mange år efter, og den holder stadig.
Hvis du vil have det skal være en rigtig overraskelse, kan du putte en skoldet mandel i én af appelsinerne – det gør vi i dag på Mortens Aften, hvor vi “øver” os på jul. Jeg har også købt en mandelgave; en film der ikke decideret er en julefilm, men dog har lidt julestemning.

Ingredienser til 4 personer:
4 store økologiske appelsiner
4 pasteuriserede æggeblommer
100 g flormelis
lidt revet appelsinskal
2½ dl piskefløde
evt. 1 skoldet mandel

Skær ganske lidt af bunden på appelsinerne, så de kan stå uden at vælte, men pas på ikke at skære helt ind til appelsinkødet.
Skær toppen af appelsinerne og gem dem som låg.
Skær rundt langs appelsinkødet med en skarp kniv og skrab indholdet ud med en ske. Hold appelsinen over din juicebeholder, men pas på, du ikke skærer dig.
Lav appelsinjuice af appelsinkødet evt. i en juicer ellers giv den gas med en stavblender.
Pisk æggeblommer og flormelis sammen i flere minutter til det bliver lyst.
Riv forsigtigt lidt appelsinskal i blandingen, uden at ødelægge den udvalgte appelsin.
Tilsæt appelsinjuicen og pisk igen til det bliver en ensartet masse.
Pisk fløden til skum og vend forsigtigt denne i appelsinvæsken.
Læg evt. en skoldede mandel i en af de udhulede appelsiner.
Fyld appelsinerne med blandingen og læg låg på.
Overskuddet hældes i en bøtte – så der er til, hvis man kan klemme lidt mere ned.
Fryses i mindst 4 timer.
Tages ud ca. 20 minutter før den skal spises.

Lyt evt. til alternative julesangeSpotify

Jordbær med fløde


Yeah, sommeren er ikke slut endnu, og man kan ovenikøbet stadig få danske jordbær, hvis man er heldig.
Bare fordi jeg synes jordbær med fløde skal være repræsenteret på min blog, kommer her en “opskrift”.

Ingredienser til 4 pers.:
500 g danske jordbær
1-2 spsk sukker
5 dl mælk ca.
1 dl fløde ca.

Nip stilken af jordbærene. Vask og halvér dem.
Smag et jordbær og bland resten af jordbærene med 1-2 spsk sukker, alt efter hvor sødt det smagte.
Dæk dem med husholdningsfilm og lad dem trække en times tid.
Fordel jordbærene i 4 skåle, hæld mælk over og til sidst fløden.

Hindbærfromage


Lækker, frisk og sommerlig. Lille dessert der passer godt til fx skovturen.

Ingredienser til 4 små portioner:
100 g hindbær
1 tsk vaniljesukker
2 spsk sukker
2 husblas
1 dl piskefløde

Læg husblassen i blød i 10 minutter.
Mos hindbærene med vaniljesukker og sukker.
Hæld vandet fra husblassen og smelt den over vandbad.
Rør den smeltede husblas i hindbærmosen.
Pisk fløden til en let flødeskum og vend i.
Fordel i 4 små skåle eller glas.
Dækkes med husholdningsfilm og stilles på køl i et par timer.

Lyt til disse “Cool sange til hot solskinsvejr” på Spotify 

Kærnemælkskoldskål med farinristede nødder og havregryn


Så er der blevet taget hul på sommeren, når vi først har lavet koldskål. Denne koldskål fik Anders overbevist om, at der ikke nødvendigvis behøver at være kammerjunker til og selv Vera kunne lide den, selvom hun normalt slet ikke er til koldskål.

Ingredienser til 4 pers.:
2 pastueriserede æggeblommer
3 spsk sukker
½ vaniljestang eller 1 tsk vaniljepulver
1 økologisk citron
6 dl kærnemælk
2 dl tykmælk eller yoghurt (eller 4 dl hvis du undlader fraichen)
2 dl fraiche 5%

Farinristede nødder og havregryn:
50 g hasselnødder
25 g smør
2 spsk brun farin
2 dl havregryn

Pisk æggeblommer med sukker og kornene fra ½ vaniljestang til en luftig æggesnaps.
Tilsæt fintrevet citronskal.
Bland kærnemælk, tykmælk og fraiche og tilsæt det lidt ad gangen til æggesnapsen.
Stil på køl imens du laver de farinristede havregryn og nødder.
Hak hasselnødderne groft.
Smelt smørret på en pande ved jævn varme.
Tilsæt brun farin og lad det smelte.
Tilsæt havregryn og nødder og rist blandingen til alt er sprødt og let gyldent.
Server blandingen lun som drys til koldskålen. Det lyder så hyggeligt, når man drysser det lune på den kolde koldskål.

Ymerfromage


Smagen af min barndom…
Denne fromage er inspireret af et virkelig hyggeligt og romantisk, og ikke mindst lækkert, besøg på Höst sidste forår, hvor de serverede en ymerfromage, der minder meget om denne.

Ingredienser
½ l ymer (eller tykmælk)
100 g muscovado mørk (eller brun farin)
2,5 dl fløde
2 breve husblas

Læg husblassen i blød i koldt vand.
Rør ymer og muscovado sammen, til muscovadoen er opløst.
Pisk fløden let stiv.
Tag husblassen op af vandet og varm den ved svag varme i en kasserolle med 1 tsk vand, mens du rører rundt.
Hæld en lille smule af ymerblandingen i kasserollen og rør rundt. Dette gøres for at køle husblassen lidt ned inden den røres i resten af ymeren, hvilket mindsker risikoen for at fromagen klumper.
Vend til sidst den letpiskede fløde i blandingen.
Fordel ymerfromage i 4 skåle og dæk dem med husholdningsfilm.
Stil skålene på køl til din ymerfromage har sat sig.