Majschowder


Jeg er vild med majs, og de kommer virkelig til sin ret i denne chowder. Hvis du ikke ligger inde med spidskommenfrø, er det dét værd at skaffe dem; de er en vigtig medspiller i chowderens succes.

Ingredienser til 4 pers.
50 g smør
2 løg
1 fed presset hvidløg
1 stor tsk spidskommenfrø
7,5 dl grønsagsbouillon, gerne den økologiske fra A. Vogel
1 stor kartoffel (ca. 250 g)
400 g majs, gerne friske fra 4 majskolber
2 spsk persille
2 spsk piskefløde
salt og peber
100 g revet cheddar
server evt. disse hvidløgsflutes til

Hak løgene fint.
Smelt smørret og svits løgene heri til de er gennemsigtige.
Skræl kartoflen og skær den ud i små tern.
Tilsæt hvidløg og spidskommenfrø. Svitses ca. 1 minut, inden bouillon og kartofler tilsættes. Lad det koge ved middelvarme i 10 minutter.
Hvis der bruges friske majskolber, skal majskernerne skæres fra kolben med en skarp kniv.
Tilsæt majskerner. og lad retten simre videre i 10 minutter.
Sluk for blusset, rør persillen og fløden i, og smag til med salt og peber.
Drys med cheddar og server dem varme chowder evt. med brød til.

Hvidløgsflutes


Jeg kan godt lide idéen om at “gourmetisere” mad som ellers bliver betragtet som “dårlig mad”, som fx citronmåne, ristede løg og hvidløgsflutes.

Ingredienser til 3 flutes:
5 dl lunkent vand
25 g gær
2 tsk groft salt
1 spsk olivenolie
200 g groft mel fx fuldkornsmel, speltmel eller grahamsmel
400 g ca. hvedemel

Hvidløgssmørret:
200 g smør
2 spsk hakket persille
4 fed presset hvidløg
1 tsk havsalt

Rør gæren ud i vandet til det er opløst.
Tilsæt salt og olie.
Rør det grove mel i og til sidst hvedemelet lidt af gangen til dejen føles fast og slipper fingrene.
Stil dejen til hævning med et fugtigt viskestykke over et lunt sted i 1 time.

Del dejen i 3 stykker og form hvert stykke til et aflangt flute.
Læg de 3 flutes på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Pensl flutene med mælk.
Skær riller i flutene med en skarp kniv.
Bages i ca. 15 minutter til de kun lige er færdigbagte.
Lad flutene afkøle helt.

Tænd ovnen igen på 200 grader varmluft.
Rør ingredienserne til hvidløgssmørret godt sammen til det er ensartet og cremet. Skær riller i brødet igen, dér hvor man kan se, de skal være.
Fordel smørret i heri.
Bages i ca. 10 minutter til smørret er smeltet og flutene er sprøde.

Lyt til disse kodylfede 80’er hitsSpotify 

Salat med friske majskerner


Min søster har fundet kærligheden i Frankrig. Heldigvis er den gengældt, og i en sådan grad at Kevin, som han hedder, er flyttet til Danmark. De havde en ret hård tilflytning med en del forhindringer, så jeg tænker de fortjener at blive forkælet lidt. På mandag når de kommer skal de have:

Velkomst: Sommergløgg og saltmandler
Forret: Majschowder
Hovedret: Grillede pølser med Mariams kartoffelsalat, salat med friske majskerner og hjemmelavede hvidløgsflutes
Dessert: S’mores

Ingredienser til salat med friske majskerner som tilbehør til 4:
2 majskolber
2 avocadoer
10 cherry tomater
10 mini mozzarellakugler
0,5 lime
frisk koriander

Fjern bladene og kog majskolberne i ca. 10 minutter.
Skrab kernerne fra kolben med en skarp kniv.
Halvér cherrytomaterne.
Skær avocadoen ud i tern – dette gøres nemmest ved af halvére den, fjerne stenen og skære ned i avocadoen, først på langs og så på tværs, imens den stadig er i skrællen.

Derefter løfter man avocadoen ud af skrællen med en ske.
Put avocadoternene i en skål og pres limesaft udover.
Bland avocadotern med majskerner, cherrytomater, mozzarellakugler og grofthakket koriander.

Næsten Mariams kartoffelsalat


Når vores madklub mødes til Sankt Hans, lokker vi gerne Mariam til at lave hendes fantastiske kartoffelsalat, som passer virkelig godt til grillet kød.
Nogle gange når jeg selv laver den, tilføjer jeg en rest grønt, som her på fotoet, hvor ærterne var heldige at få del i fornøjelsen. Ellers har jeg kun ændret ganske lidt i opskriften. 

Ingredienser til 4 pers.:
800 g nye kartofler
3-4 dl fraiche 9%
1 dl mayonnaise
1 tsk salt
1 tsk karry
1 tsk dijonsennep
1 knivspids peber
1 lille løg (kan udelades)
1 bundt purløg, evt. ærter i bælg og radiser

Vask og halvér kartoflerne. Kog dem ca. 10 min. i letsaltet vand. Afkøl imens du laver resten.
Hak løg og purløg fint.
Rør en dressing af fraiche, mayonnaise, salt, karry, dijonsennep, peber, løg og purløg.
Vend forsigtigt de afkølede kartofler med dressingen. Bland evt. også friskbælgede ærter og radiser i skiver i.
Lad gerne salaten trække i køleskabet et par timer.

Indisk’ish slaw


Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er tro mod den indiske ånd, når jeg tilsætter mayonnaise, men ikke desto mindre virkelig lækkert tilbehør til stærke indiske retter.

Ingredienser:
1 tsk brune sennepsfrø
1 håndfuld mandler
2 store gulerødder
2 små æbler
1 dl yoghurt naturel
1 spsk mayonnaise
1 fed hvidløg
salt og friskkværnet peber

Rist sennepsfrøene til de begynder at dufte. Tag dem af panden.
Rist mandlerne på panden til de får lidt farve. Hak dem fint.
Skræl gulerødderne og æblerne. Riv gulerødderne groft og skær æblerne i små tern. Rør en dressing af yoghurt, mayonnaise, presset hvidløg, salt og friskkværnet peber. Bland dressingen med sennepsfrø, mandler, revne gulerødder og æbletern. Lad gerne dressingen trække i køleskabet i ½ time eller mere.

Nøddemarengs med jordbærmousse


Denne kage minder om Christianshavnerkagen. Jeg synes kombinationen af den grove nøddemarengs og den bløde mousse går godt i spænd, og så har jeg bare et eller andet for nødder i kage, ja og marengs og mousse, så det skulle egentlig også være underligt, hvis jeg ikke kunne lide denne kage. Signe valgte den til hendes fødselsdag, og hun kunne heldigvis også lide den.

Til ca. 8 personer

Nøddemarengs:
100 g æggehvider
200 g sukker
150 g nødder (fx mandler og hasselnødder)
50 g Digestive kiks

Jordbær- eller hindbærmousse:
200 g frosne bær
2,5 dl piskefløde
2 spsk flormelis
2 blade husblas
2 tsk vaniljesukker eller 1 vaniljestang

Pynt:
frysetørrede jordbær- eller hindbær
friske jordbær- eller hindbær
evt. blåbær

Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret og pisk det til det bliver sejt.
Hak nødderne og knus kiksene og rør begge i marengsen.
Fordeles i en springform beklædt med bagepapir.
Bag den i oven ca. 30 minutter til den har fået lidt farve.
Afkøl marengsbunden, inden du forsigtigt får lempet den over på et kagefad eller lignende.

Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand.
Bring de frosne bær i kog i en lille gryde.
Lad bærene koge ved middelvarme et par minutter.
Tag gryden af varmen.
Brug en skarp kniv til at skrabe kornene fra vaniljestangen.
Mos bær og vanilje let sammen med en gaffel.
Knug husblassen fri for vand og bland den sammen med bærene til husblassen er smeltet.
Pisk fløde og flormelis til skum. Tilsæt lidt af skummet til bærblandingen og rør rundt. Tilsæt nu bærblandingen til resten af skummet og rør det godt sammen
Stilles på køl til ca. 5 minutter før den skal spises, så der lige er tid til at pynte kagen.

Fordel jordbærmoussen på marengsbunden, pynt med frysetørrede og friske bær.
Hvis det er til en fødselsdagskage, kan man evt. skrive det tal som fødselaren bliver, med blåbær.

Små stakkels riddere


French toast, stakkels eller arme riddere eller hvad de nu bliver kaldt, er et lækkert sødt tilbehør til en brunch.
Hvis de skal spises alene, bør man nok overveje at fordoble opskriften.
Husk tålmodighed er opskriften på succesfulde riddere.  Jeg starter altid med disse, når jeg laver brunch, så de kan få god tid ved middel varme.

Ingredienser til 4 pers.:
2 spsk smør
2 æg
2 tsk kanel
1 spsk + lidt ekstra rørsukker
1 dl mælk (gerne sødmælk)
1 nip flagesalt
1 smule friskkværnet peber
4 skiver lyst brød (gerne daggammelt)
Tilbehør:
friske bær
ahornsirup
evt. en klat cremefraiche og hakkede nødder

Pisk æggene luftige og rør dem sammen med kanel, sukker, mælk, salt og peber.
Opvarm en pande, smelt smørret herpå og skru ned til middel varme.
Dyp brødene én af gangen på begge sider i æggeblandingen og steg dem på panden til de er gyldne og sprøde. Drys med sukker.
Skru endelig ikke op for varmen.
Når de er færdige, halveres de, så man får 8 små trekanter, 2 stk. til hver.
Lad dem stå på køkkenbordet et par minutter (ikke længere), så bliver de endnu mere sprøde. Dryp lidt ahornsirup udover og top med lidt friske bær og evt. en klat cremefraiche og hakkede nødder.

Lyt til disse “Søndag morgen stemning” sange på Spotify

Morgenboller


Nemme, gode, grove boller. Man kan bruge både grovvalsede og finvalsede havregryn og alskens frø og kerner: hørfrø, chiafrø, solsikkekerner, græskarkerner osv., og hvis jeg har en rest grød, putter jeg også gerne denne i.

Ingredienser til ca. 12 stk:
4 dl koldt vand
10 g gær
2 tsk groft salt
1 spsk honning
evt. en rest grød
300 g havregryn, frø, kerner og/eller hakkede nødder
300 g hvedemel

Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt, honning, havregryn, frø, kerner og/eller hakkede nødder, evt. grød og til sidst hvedemelet. Dejen røres godt sammen, gerne på en røremaskine. Tilsæt evt. mere hvedemel – den skal være klistret, men skal samtidig lige akkurat kunne holde formen, når formet til “en klat” bolle.
Stilles på køl natten over.

Om morgenen:
Ovnen tændes på 220 grader alm. ovn.
Læg bagepapir på en bageplade.
Dyp en ske i vand og brug skeen til at få en klat dej på bagepladen.
Gentag til der ikke er mere dej.
Sættes i ovnen og bages ca. 20 minutter til de er gyldne.

Lyt til min Landlig idyl playlisteSpotify

Vandmelonsalat


Denne simple og lækre salat har Christine Gasbjerg introduceret mig til.
Kun 4 ingredienser som bare smager så godt sammen og så er det en perfekt sommersalat.

Ingredienser:
0,5 økologisk kernefattig vandmelon
250 g feta (jeg er glad for Puck som er lækker cremet)
Frisk mynte
Balsamico glaze

Skær vandmelonen i tern og fetaen også efter bedste evne – kan være svært hvis den er meget blød. Faktisk foretrækker jeg fetaen smuldret; det skader måske det visuelle en smule, men bestemt ikke smagen. Mynten hakkes fint. Vandmelon, feta og mynte blandes og glazen serveres til salaten.

Lyt til disse “Lyden af sommer” sange på Spotify

Min mors rejesalat


Jeg har altid elsket, når min mor lavede denne salat.
Nu elsker mine børn, når jeg laver den, og de spørger tit til den.
Den er så nem at lave og smager dejligt.

Ingredienser:
Lille pose rejer
3 tomater
0,5 agurk
Dressing:
1 dl fraiche
1 spsk mayonnaise
0,5 tsk sennep
1 fed presset hvidløg
salt og peber

Tø evt. rejerne op i køleskabet natten over.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.
Lad den gerne stå på køl en halv times tid.
Afdryp rejerne.
Skær tomaterne i mindre stykker og agurken i kvarte skiver.
Bland rejer, tomater og agurk.
Serveres med dressingen.