Peanutbuttersoftice med banan og mørk chokolade


Denne simple sunde dessert er en ny favorit herhjemme. Den er ikke nødvendigvis slankende, men måske et rigtig fornuftigt valg i forhold til, hvad man ellers kunne finde på sådan en stille og rolig hverdagsaften.

Ingredienser til 1 person:
1 banan
1 spsk peanutbutter
1 tern mørk chokolade (10 g)

Skræl bananen og skær den i skiver.
Fryses 1-2 timer.
Blend den halvfrosne banan med peanutbutter til massen bliver glat.
Riv eller hak den mørke chokolade og drys udover softicen.

Ribolitta (italiensk grøntsagssuppe)


Virkelig god suppe, hvis man lige har en rest kål eller knoldselleri eller andre grøntsager, der skal bruges. Brødet er prikken over I’et, og så er det med til at jævne suppen.

Ingredienser til 4 personer:
150 g bønner, gerne hvide (udblødt i vand natten over)
rest kål (fx sortkål, savoykål, spidskål, grønkål eller hvidkål)
rest knoldselleri
2 gulerødder
2 stængler bladselleri
2 spsk olivenolie
2 spsk tomatpuré
2 tsk tørret persille
2 fed hvidløg
1 dl vin, hvid eller rød
4 store tomater
1,5 l tynd grøntsagsbouillon
25 g parmesan
2 tykke skiver daggammelt brød i grove tern
salt og friskkværnet peber

Aftenen inden:
Læg bønnerne i blød i rigelig vand

På dagen:
Skyl bønnerne og kog dem 1 time eller mere til de er godt udkogte.
Fjern de yderste blade på kålen og skær den i fine strimler.
Skræl knoldsellerien og gulerødderne, vask grøntsagerne også bladsellerien, og skær alle 3 i små tern.
Varm olien op i en stor gryde og tilsæt tomatpuré, persille, presset hvidløg, kål, knoldselleri, bladselleri og gulerødder.
Det hele svitses godt.
Hæld vinen i og lad det koge til den er næsten helt fordampet.
Skær imens tomaterne i tern og tilsæt disse til blandingen sammen med de drænede bønner.
Dæk med bouillon og lad det koge ved middelvarme i 20 minutter.
Tilsæt brødternene og lad suppen simre videre i 3 minutter.
Smag til med salt og friskkværnet peber og server suppen med friskrevet parmesan.

P.S. Denne suppe passer godt til de lidt koldere dage og kan nydes imens du lytter til disse hyggelige jazznumreSpotify

Gordon ‘style’ pandekager


Tirsdag d. 25. februar 2020
er det international pandekagedag, og det skal selvfølgelig fejres.

For nogle år siden, da jeg besøgte min bror, der bor i Australien, serverede han pandekager med sukker og limes fra haven det har været min favoritmåde at spise pandekager lige siden, indtil Gordon introducerede mig til idéen om at man kunne spise dem med flødeskum og brun farin. Jeg elsker brun farin, og synes nærmest det kan gå til alting, så der skulle ikke meget til at overbevise mig om, at det skulle prøves. Wauv det er godt, så det vil jeg hermed anbefale videre.

Ingredienser til ca. tynde 10 pandekager:
4 æg
4 dl mælk
4 dl mel
1 spsk sukker
1 tsk kardemomme
1 nip salt
evt. lidt revet citronskal fra 1 økologisk citron
smør til stegning

Tilbehør:
fx syltetøj,
sukker og limes eller citroner,
brun farin og flødeskum,
frisk frugt,
hakkede nødder (evt. ristede),
chokoladesauce og is

Rør alle ingredienserne godt sammen med en træske.
Stilles på køl i ca. ½ time.
Smelt lidt smør på en pande og hæld lidt af dejen herpå.
Sørg for at få fordelt dejen inden den stivner.
Vend pandekagen, når den er gylden.
Når pandekagen er færdig, lægges den på en tallerken med en anden tallerken ovenpå, så den ikke bliver kold, imens resten laves.
Pisk fløden til flødeskum, hvis det er det tilbehør, du har valgt.
Server pandekagerne med det lækre tilbehør.

Valentines dag


Eller som jeg egentlig foretrækker:
En hvilken som helst dag, man har lyst til at vise lidt ekstra kærlighed.
Hvis man har tid det, kunne man jo godt overraske/glæde sin kæreste/mand/hustru med en luksus morgenmad, som selvfølgelig tager lidt længere tid at lave end en skål havregryn, men alligevel ikke behøver at tage mere end en ½ times tid, hvis man kan forberede lidt af det aftenen før. Mange af tingene kan man også vælge at købe sig fra.
Så kan dagen ellers begynde fuld af kærlighed i maven.

Ingredienser til 2 personer:
2 chorizopølser (jeg købte mine i Irma)
2 æg
2 spsk mælk eller cremefraiche
2 dl yoghurt/tykmælk
4 spsk mysli
2 tsk hindbærsirup
2 boller
2 kanelsnegle (opskrift på vej)
1 spsk flormelis
1 avocado
1 tsk chiliolie
1 håndfuld mandler
1 fingernap spirer eller anden grønt
smør, ost og syltetøj eller andet til bollen
flagesalt
friskkværnet peber
juice og kaffe eller te

Dagen/aftenen før:
Evt. købe en enkelt blomst?
Bage eller købe kanelsnegle
Lave eller købe mysli
Lave eller købe sirup
Lave bolledej og stille på køl

Om morgenen:
Tænd for ovnen på 250 grader varmluft.
Tag bolledejen ud af køleskabet.
Dyp en ske i vand og brug skeen til at få en klat dej på bagepladen med bagepapir. Gentag til der ikke er mere dej.
Sættes i ovnen og bages ca. 15 minutter til de er gyldne.

Lav en bakke eller et morgenbord klar med service og evt. en blomst.
Smelt lidt fedtstof på en pande og steg pølserne ved middelvarme på alle sider.

Rist imens mandlerne på en anden pande ved middelvarme.
Tag dem fra når de begynder at dufte og har taget lidt farve.
Hak mandlerne groft og stil til side.

Sæt kanelsneglene i ovnen et par minutter, så de lige får varmen.
Lav en glasur af én stor spsk flormelis og et par stænk vand.
Pynt kanelsneglene med glasuren.

Lav kaffe eller te.
Skær avocadoen over, drys med lidt salt og anret de halve avocadoer med mandlerne og chiliolien.
Hæld yoghurten i nogle små glas eller skåle, top med mysli og sirup.
Hvis du har virkelig meget overskud/tid tilbage og har et par appelsiner eller anden frugt, kan du lige presse din egen juice.
Ellers tager du bare juicen ud af køleskabet og stiller på bordet/bakken.
Stil smør, ost og syltetøj eller hvad du nu lige har lyst til at servere til bollen. Husk skærekniv, smørekniv, osteskærer og teske.
Pisk æggene sammen med mælk eller cremefraiche (hvis du har set Skam på DR3, er sidstnævnte måden at gøre det på), salt og peber.
Smelt en lille smule smør på en pande ved middelvarme og hæld æggemassen på.
Lad stå i et minuts tid og begynd så skubbe lidt rundt i æggemassen til den lige akkurat er stivnet.
Skær pølserne ud i tykke skiver og læg dem ovenpå dine røræg. Pynt med lidt spirer eller grønt.
Nyd synet af denne kærlighedserklæring af en tallerken med pølser, røræg, avocado, yoghurt, bolle og kanelsnegl.
Sæt disse sexede sange til at spille på Spotify og væk den heldige beau eller freu med et blidt kys.

Æblemos


God til bl.a. gammeldags æblekage eller julegrød.

Ingredienser:
2 store æbler eller 3 små (ca. 300 g)
½ dl vand
½ stang vanilje (eller 1 tsk vaniljesukker)
40 g sukker

Skræl æblerne og fjern kernehusene. Skær æblerne i små tern.
Kom æbler og vand i en lille kasserolle.
Skrab kornene fra vaniljestangen med en skarp kniv og mos kornene sammen med sukkeret med bagsiden af en spiseske.
Kom den hjemmelavede vaniljesukker ned til æblerne, rør rundt, og bring i kog. Tilsæt den tomme vaniljestang og lad det hele simre under låg i ca. 5-10 minutter til æblerne er møre. Mos dem og voila; æblemos.

Brændte mandler


Det er så hyggeligt ved juletid, når man er inde i byen for at købe julegaver og pludselig bliver ramt af denne fantastiske duft, nemlig brændte mandler. Jeg er glad for at det er gratis at indsnuse, for det er sjældent, jeg tillader mig selv at købe disse små julegodter. Næste gang jeg passerer dem, vil jeg skynde mig hjem og lave dem selv igen, for det er heldigvis ikke så svært.
Jeg har til gengæld aldrig helt forstået, hvorfor de hedder brændte mandler og ikke karamelliserede mandler.

Ingredienser:
200 g mandler
200 g sukker
0,5 dl vand

Læg et stykke bagepapir klar på køkkenbordet.
Kom mandler, sukker og vand på en pande.
Når vandet er kommet i kog, skrues der ned på middelvarme.
Rør jævnligt til vandet er fordampet og sukkeret er begyndt at krystallisere.
Nu skal du røre i mandlerne hele tiden.
De er færdige når de er blevet karamelliserede.
Hældes over på bagepapiret og adskilles med gafler.
Lad dem køle af.

Brownies med orangeknas og vanille/yoghurtcreme


I dag har min veninde Stine fødselsdag, så i den forbindelse synes jeg det er passende at der kommer én opskrift på bloggen, som jeg har fra hende.
Den kommer vist originalt fra en SuperBrugsen opskrift, men stadig…

Ingredienser:
190 g usaltet smør
190 g orange chokolade
skal af 1 økologisk appelsin
3 æg
0,5 vaniljestang
250 g rørsukker
115 g hvedemel
1 tsk salt
100 g mandler
yoghurt
sukker
vanilje

Smelt smør og chokolade i vandbad.
Pisk æg, appelsinskal, vanille og sukker sammen og bland mel, mandler og salt sammen.
Bland den let afkølede chokoladeblanding sammen med æggemassen og vend forsigtigt melblandingen i.
Fold bagepapir i fadet, det gør det nemmere at få massen ud.
Massen kommes i det ildfaste fad (str. ca. 27 x 18 x 6 cm).
Bages i ovnen ved 180° i ca. 22 – 27 min. Husk at lade kagen afkøle godt.
Vanille/yoghurtcreme: Yoghurt røres med sukker og vanille og stilles koldt.
Drys skiver af appelsin med rørsukker og grill dem til de er mørk gyldne.
Anretning: Kagen deles i stykker. Pynt med appelsinstykker og server cremen til.

Chiliolie


Dette er en næsten tro kopi af én af mine yndlingsopskrifter fra Valdemarsro. Fantastisk til f.eks. pitabrød.

Ingredienser til ca. 1,5 dl:
2 spsk chiliflager
4 spsk vand
1 dåse tomatpuré (140 g)
1 fed presset hvidløg
1 knivspids cayennepeber
1 knivspids stødt spidskommen
1 knivspids kanel
1 knivspids salt
1 tsk citronsaft
1 tsk sukker
1 dl rapsolie

Chiliflager og vand kommes i en gryde og koges godt igennem under omrøring. Vandet skal gerne fordampe, men pas på at chilierne ikke brænder på. Når vandet er dampet godt ind, tilsættes tomatpure, hvidløg, cayennepeber, spidskommen, kanel, salt, citronsaft og sukker.
Kog op igen under omrøring. Tag gryden af varmen, lad køle lidt af og rør halvdelen af olien i. Hæld på glas og hæld resten af olien over.

Feuerzangenbowle


“Feuerzangenbowlesamling” er blevet én af mine yndlings juletraditioner,
som jeg første gang stødte på hjemme hos Mille fra min nr. 2 mødregruppe.
Det er en tradition, der stammer fra Tyskland, og det er også her, vi har købt sukkertoppene og et decideret feuerzangenbowlesæt.
Rommen med den høje alkoholprocent kan være lidt svær at få fat i – vi købte den online. Det er alle anskaffelserne værd; det er simpelt hen så hyggeligt at samles om denne drik, som bliver et naturligt midtpunkt. Den er lidt sødere end gløgg, men ellers minder de om hinanden i smag; feuerzangenbowle kan, efter min mening, bare lidt ekstra…

Ingredienser til ca. 10 glas:
1 øko citron
2 øko appelsiner
5 dl appelsinjuice
5 stjerneanis
10 nelliker
1 hel kanelstang
2 kardemommekapsler
2 flasker rødvin
2 dl rom 54% (eller lidt mere)
1 spritbrænder
1 bowle
1 sukkertop
1 tang

Find glas frem til det antal mennesker, der skal nyde denne vidunderlige juledrik.
Vask frugterne og skær skallen fra citronen og appelsinerne i tynde skiver.
Skær nogle af skiverne i kvarte og læg en appelsintrekant i glassene.
Stik nelliker og kardemommekapsler i appelsinskiverne og put disse og citronskal i bowlen sammen med resten af krydderierne.
Hæld appelsinsaft og rødvin over og opvarm blandingen langsomt – må endelig ikke koge.
Hvis du ikke har en spritbrænder, kan blandingen hældes i en gryde og opvarmes på komfuret.
Når blandingen har fået godt med varme, lægges tangen med sukkertoppen over.
Sørg for at have styr på hvor brandslukkeren er, stil bowlen lidt væk fra brandbare materialer, saml alle gæsterne, sluk det elektriske lys, gennemvæd sukkertoppen med rom og sæt ild til toppen.
Når sukkertoppen er helt smeltet, hældes væsken i glassene med appelsinskiverne og nydes med det samme.

Lyt til 50 fantastiske julesangeSpotify 

Hakkebøf med bløde løg (og mindre fedt)


Dagens ret er bøf med løg, som er en klassiker, selv i en fedtfattig udgave med en sovs baseret på bouillon istedet for fedtstof.

Ingredienser til 4 personer:
800 g kartofler
1 tsk salt
1 stor broccoli
1 nip salt
2 spsk olie
500 g hk oksekød 5-8%
salt og peber
4 dl oksebouillon
4 mellemstore løg
2 spsk flydende margarine
1 tsk sukker
3 spsk maizena + 3 spsk vand
kulør

Skræl kartoflerne og kog dem ca. 20 minutter til de er møre.
Del broccolien op i mindre buketter.
Varm olien på en pande.
Form kødet til 4 bøffer og krydr dem med salt og peber.
Brun dem 1 minut på hver side.
Skru ned for varmen og steg dem ca. 2 minutter mere på hver side.
Damp broccolien sammen med et nip salt ca. 5 minutter.
Sæt bouillonen over i en lille kasserolle.
Imens skrælles løgene og skæres i ringe.
Varm flydende margarine på en pande og tilsæt løgene.
Når løgene er gennemsigtige, tilsættes ½ dl vand.
Steg videre ved svag varme til de er bløde og let brunede.
Tilsæt sukker og rør rundt til løgene er blevet karameliserede.
Ryst maizena og vand godt sammen og pisk det i bouillonen. Tilsæt nogle dråber kulør.
Læg hakkebøfferne forsigtigt ned i saucen, toppet med de bløde løg.
Server kogte kartofler og dampede broccoli til.