Fotojulekalender


Nu er der kun 1 måned til julemåneden, så nu er det o.k. at gå lidt i gang med nogle forberedelser, uden decideret at jule.
Hver år d. 1. november kigger jeg på mine fotos på computeren fra 1. november sidste år og frem til d. 31. oktober i år.
Så vælger jeg de 24 bedste fotos (eller 48 hvis jeg har svært ved at begrænse mig, og det har jeg som regel), som jeg får printet ud hos en online fotobutik. Når de ankommer i min postkasse, hænger jeg dem op med elefantsnot rundt omkring i stuen (i modsætning til på fotoet; det er faktisk Anders’ julekalender til mig sidste år), og sætter så et stykke tykt papir over fotoerne og skriver tallene 1 til 24 og voila, så har jeg en personlig julekalender, som ovenikøbet også løser et andet problem, nemlig at mine digitale fotos normalt bare får lov til at lægge på min computer og nærmest aldrig blive kigget på.
Hver morgen fra d. 1. til d. 24 december åbner pigerne et foto hver.

I år har jeg også startet en ny tradition d. 1. november, at lave fordejen til honningekagehjerter. Jeg varmede 250 g honning i en kasserolle til honningen var smeltet og lillefingervarm og så blandede jeg den med 250 g hvedemel til det blev til en ensartet dej. Nu står den i en bøtte med låg det mørkeste sted i mit køleskab og venter på der er gået 4 til 8 uger. Resten af opskriften kommer når jeg har eksperimenteret lidt med mine honningekagehjerter engang i december.

Bolleperson


Måske et lidt mindre usundt alternativ end fx slikposer, når ens barn skal dele noget ud i skolen og i hvert fald temmelig festligt, synes jeg.
Her er det en bollepige og en bolledame, men man kan lige så godt lave en bolledreng eller en bollemand.

Ingredienser til 24 personer:
5 dl vand
50 g gær
0,5 tsk salt
100 g fedtstof fx bagemargarine
100 g sukker
800 g (ca.) hvedemel
1 æg

Pynt:
250 g flormelis
1 bæger pasteuriserede æggehvider
slik efter ønske
sliksnørrebånd, karamel, jordbær eller lakrids (den farve på der er tættest på fødselarens hårfarve)
flag og kasse til at transportere bollepersonen i

Start med at forhøre dig hos din lokale bager om de har en kasse, som du må få/købe.

Smelt fedtstoffet og lad det køle lidt af.
Udrør gæren i lunkent vand.
Tilsæt resten af ingredienserne, men hold lidt mel tilbage.
Ælt godt og tilsæt evt. det sidste af melet til dejen bliver glat og smidig.
Dejen hæver tildækket et lunt sted i 30 min.
Formes til 1 stor og 24 mindre boller og sættes igen tildækket til hævning i 30 min. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn.
Bollerne bages ca. 15 min. til de er let gyldne.
Afkøl bollerne på en rist, før de arrangeres som den bolleperson, man ønsker.

Pisk flormelis og æggehvider sammen. Tilføj evt. lidt vand, hvis glasuren er for tyk. Hæld glasuren i en sprøjtepose eller frysepose, hvor der klippes et hul i det ene hjørne. Fordel glasuren på bollerne og sæt et par slik fast i glasuren, inden den stivner. Arranger snørebåndene som hår og strø flagene ud, så de pynter.

Berlin

dsc01448-reddsc01436-reddsc01429-reddsc01440-reddsc01435-reddsc01483-reddsc01473-reddsc01525-redimg_4715-redimg_4718-redimg_4726-reddsc01570-red-2dsc01452-red dsc01470-redimage
En fantastisk weekend i Berlin med en nat på Clärchens Ballhaus som det perfekte punktum. Dette er nogle af sangene, vi har danset til:

Bill Medley & Jennifer Warnes – (I’ve Had) The Time of My Life
Whitney Houston – I Wanna Dance With Somebody
David Bowie – Let’s Dance
Phil Collins – Don’t Lose My Number
A-ha – Take On Me
Stromae – Alors on Danse
Phoenix – If I Ever Feel Better
The Red Hot Chili Peppers – Can’t Stop
Iggy Pop – The Passenger
Blur – Song 2
OutKast – Hey Ya!
Pharrell Williams – Happy
Justin Timberlake – Can’t Stop The Feeling
Gloria Jones – Tainted Love
Pink Floyd – Wish You Were Here

Lyt til sangene på Spotify

Hakkebøf med bløde løg (og mindre fedt)


Dagens ret er bøf med løg, som er en klassiker, selv i en fedtfattig udgave med en sovs baseret på bouillon istedet for fedtstof.

Ingredienser til 4 personer:
800 g kartofler
1 tsk salt
1 stor broccoli
1 nip salt
2 spsk olie
500 g hk oksekød 5-8%
salt og peber
4 dl oksebouillon
4 mellemstore løg
2 spsk flydende margarine
1 tsk sukker
3 spsk maizena + 3 spsk vand
kulør

Skræl kartoflerne og kog dem ca. 20 minutter til de er møre.
Del broccolien op i mindre buketter.
Varm olien på en pande.
Form kødet til 4 bøffer og krydr dem med salt og peber.
Brun dem 1 minut på hver side.
Skru ned for varmen og steg dem ca. 2 minutter mere på hver side.
Damp broccolien sammen med et nip salt ca. 5 minutter.
Sæt bouillonen over i en lille kasserolle.
Imens skrælles løgene og skæres i ringe.
Varm flydende margarine på en pande og tilsæt løgene.
Når løgene er gennemsigtige, tilsættes ½ dl vand.
Steg videre ved svag varme til de er bløde og let brunede.
Tilsæt sukker og rør rundt til løgene er blevet karameliserede.
Ryst maizena og vand godt sammen og pisk det i bouillonen. Tilsæt nogle dråber kulør.
Læg hakkebøfferne forsigtigt ned i saucen, toppet med de bløde løg.
Server kogte kartofler og dampede broccoli til.

Majschowder


Jeg er vild med majs, og de kommer virkelig til sin ret i denne chowder. Hvis du ikke ligger inde med spidskommenfrø, er det dét værd at skaffe dem; de er en vigtig medspiller i chowderens succes.

Ingredienser til 4 pers.
50 g smør
2 løg
1 fed presset hvidløg
1 stor tsk spidskommenfrø
7,5 dl grønsagsbouillon, gerne den økologiske fra A. Vogel
1 stor kartoffel (ca. 250 g)
400 g majs, gerne friske fra 4 majskolber
2 spsk persille
2 spsk piskefløde
salt og peber
100 g revet cheddar
server evt. disse hvidløgsflutes til

Hak løgene fint.
Smelt smørret og svits løgene heri til de er gennemsigtige.
Skræl kartoflen og skær den ud i små tern.
Tilsæt hvidløg og spidskommenfrø. Svitses ca. 1 minut, inden bouillon og kartofler tilsættes. Lad det koge ved middelvarme i 10 minutter.
Hvis der bruges friske majskolber, skal majskernerne skæres fra kolben med en skarp kniv.
Tilsæt majskerner. og lad retten simre videre i 10 minutter.
Sluk for blusset, rør persillen og fløden i, og smag til med salt og peber.
Drys med cheddar og server dem varme chowder evt. med brød til.

Hvidløgsflutes


Jeg kan godt lide idéen om at “gourmetisere” mad som ellers bliver betragtet som “dårlig mad”, som fx citronmåne, ristede løg og hvidløgsflutes.

Ingredienser til 3 flutes:
5 dl lunkent vand
25 g gær
2 tsk groft salt
1 spsk olivenolie
200 g groft mel fx fuldkornsmel, speltmel eller grahamsmel
400 g ca. hvedemel

Hvidløgssmørret:
200 g smør
2 spsk hakket persille
4 fed presset hvidløg
1 tsk havsalt

Rør gæren ud i vandet til det er opløst.
Tilsæt salt og olie.
Rør det grove mel i og til sidst hvedemelet lidt af gangen til dejen føles fast og slipper fingrene.
Stil dejen til hævning med et fugtigt viskestykke over et lunt sted i 1 time.

Del dejen i 3 stykker og form hvert stykke til et aflangt flute.
Læg de 3 flutes på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Pensl flutene med mælk.
Skær riller i flutene med en skarp kniv.
Bages i ca. 15 minutter til de kun lige er færdigbagte.
Lad flutene afkøle helt.

Tænd ovnen igen på 200 grader varmluft.
Rør ingredienserne til hvidløgssmørret godt sammen til det er ensartet og cremet. Skær riller i brødet igen, dér hvor man kan se, de skal være.
Fordel smørret i heri.
Bages i ca. 10 minutter til smørret er smeltet og flutene er sprøde.

Lyt til disse kodylfede 80’er hitsSpotify 

Salat med friske majskerner


Min søster har fundet kærligheden i Frankrig. Heldigvis er den gengældt, og i en sådan grad at Kevin, som han hedder, er flyttet til Danmark. De havde en ret hård tilflytning med en del forhindringer, så jeg tænker de fortjener at blive forkælet lidt. På mandag når de kommer skal de have:

Velkomst: Sommergløgg og saltmandler
Forret: Majschowder
Hovedret: Grillede pølser med Mariams kartoffelsalat, salat med friske majskerner og hjemmelavede hvidløgsflutes
Dessert: S’mores

Ingredienser til salat med friske majskerner som tilbehør til 4:
2 majskolber
2 avocadoer
10 cherry tomater
10 mini mozzarellakugler
0,5 lime
frisk koriander

Fjern bladene og kog majskolberne i ca. 10 minutter.
Skrab kernerne fra kolben med en skarp kniv.
Halvér cherrytomaterne.
Skær avocadoen ud i tern – dette gøres nemmest ved af halvére den, fjerne stenen og skære ned i avocadoen, først på langs og så på tværs, imens den stadig er i skrællen.

Derefter løfter man avocadoen ud af skrællen med en ske.
Put avocadoternene i en skål og pres limesaft udover.
Bland avocadotern med majskerner, cherrytomater, mozzarellakugler og grofthakket koriander.

Jordbær med fløde


Yeah, sommeren er ikke slut endnu, og man kan ovenikøbet stadig få danske jordbær, hvis man er heldig.
Bare fordi jeg synes jordbær med fløde skal være repræsenteret på min blog, kommer her en “opskrift”.

Ingredienser til 4 pers.:
500 g danske jordbær
1-2 spsk sukker
5 dl mælk ca.
1 dl fløde ca.

Nip stilken af jordbærene. Vask og halvér dem.
Smag et jordbær og bland resten af jordbærene med 1-2 spsk sukker, alt efter hvor sødt det smagte.
Dæk dem med husholdningsfilm og lad dem trække en times tid.
Fordel jordbærene i 4 skåle, hæld mælk over og til sidst fløden.

Næsten Mariams kartoffelsalat


Når vores madklub mødes til Sankt Hans, lokker vi gerne Mariam til at lave hendes fantastiske kartoffelsalat, som passer virkelig godt til grillet kød.
Nogle gange når jeg selv laver den, tilføjer jeg en rest grønt, som her på fotoet, hvor ærterne var heldige at få del i fornøjelsen. Ellers har jeg kun ændret ganske lidt i opskriften. 

Ingredienser til 4 pers.:
800 g nye kartofler
3-4 dl fraiche 9%
1 dl mayonnaise
1 tsk salt
1 tsk karry
1 tsk dijonsennep
1 knivspids peber
1 lille løg (kan udelades)
1 bundt purløg, evt. ærter i bælg og radiser

Vask og halvér kartoflerne. Kog dem ca. 10 min. i letsaltet vand. Afkøl imens du laver resten.
Hak løg og purløg fint.
Rør en dressing af fraiche, mayonnaise, salt, karry, dijonsennep, peber, løg og purløg.
Vend forsigtigt de afkølede kartofler med dressingen. Bland evt. også friskbælgede ærter og radiser i skiver i.
Lad gerne salaten trække i køleskabet et par timer.

Indisk’ish slaw


Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er tro mod den indiske ånd, når jeg tilsætter mayonnaise, men ikke desto mindre virkelig lækkert tilbehør til stærke indiske retter.

Ingredienser:
1 tsk brune sennepsfrø
1 håndfuld mandler
2 store gulerødder
2 små æbler
1 dl yoghurt naturel
1 spsk mayonnaise
1 fed hvidløg
salt og friskkværnet peber

Rist sennepsfrøene til de begynder at dufte. Tag dem af panden.
Rist mandlerne på panden til de får lidt farve. Hak dem fint.
Skræl gulerødderne og æblerne. Riv gulerødderne groft og skær æblerne i små tern. Rør en dressing af yoghurt, mayonnaise, presset hvidløg, salt og friskkværnet peber. Bland dressingen med sennepsfrø, mandler, revne gulerødder og æbletern. Lad gerne dressingen trække i køleskabet i ½ time eller mere.