Sommerens bilmix

Denne sommer skal vi til England, hvor vi skal campere det meste af tiden.
Imens vi er der, skal vi selvfølgelig smage klassikerne: english breakfast, 5 o’clock tea og fish n’ chips, men når vi ikke skal spise ud, laver vi mad på vores trangia. Det nemmeste er at lave supper eller one-pots og jeg tager opskrifter og krydderier med til følgende retter:
Ris med kylling og karry – Nudler med oksekød, rød karry og kokosmælk – Pasta a la carbonara – Sund pastaret med masser af grøntsager – Daal fra GRØD – Tom Kha Gai suppe – Tomatsuppe. Opskrifterne kommer jeg på bloggen i løbet af sommeren, hvis de smager så fantastisk, som jeg håber.

Lyt til sommerens bilmix på Spotify

Rabarbersaft


Når rabarbersæsonen er ved at være slut, plejer jeg at købe 1 bundt (nogle gange flere) rabarber, som jeg renser og skærer i mindre stykker, putter dem i fryseposer i passende mængder, og fryser dem ned, så jeg har til, når jeg savner sommeren – rabarber er for mig én af de mest sommerlige smage, der findes.

Ingredienser til ca. 1 liter saft:
500 g rabarber
200 g rørsukker
10 dl vand
1 vaniljestang (eller 1/2 tsk vaniljepulver)
½ øko citron (skåret i 2)

Rens rabarberne og skær dem i mindre stykker.
Put dem i en gryde sammen med sukker, vand, vanilje og citron.
Bring det hele i kog og lad det simre i 15 min.
Tag gryden af varmen og lad den stå i 30 min, så den får lov til at trække al kraft og smag ud af rabarberne.
Sigt saften gennem et rent klæde/viskestykke, og hæld saften i en skoldet flaske og opbevar den på køl. Holder mindst 1 uge.

Det Internationale Melodi Grand Prix


I anledningen af Det Internationale Melodi Grand Prix eller “Eurovision song contest”, som det er mere internationalt kendt som, skynder jeg mig lige at kaste nogle af de bedste Melodi Grand Prix sange gennem tiderne på bloggen. Jeg sagde til Anders, at jeg ville lave denne playliste: “De bedste Melodi Grand Prix sange gennem tiderne”, hvortil han svarede: “Det har du allerede gjort”, og synes selv han var vanvittigt morsom, da han åbenbart mente, at der ikke er nogle… Ikke desto mindre kommer her nogle af mine yndlings:

Grethe og Jørgen Ingmann – Dansevise (1963) fra Danmark
Tommy Seebach – Disco Tango (1979) fra Danmark
Brixx – Video Video (1982) fra Danmark
Snapshot – A’la Carte (1984) fra Danmark
Sandra Kim – J’aime la vie (1986) fra Belgien
Johnny Logan – Hold Me Now (1987) fra Irland
Brainstorm – My Star (2000) fra Letland
Lena – Satellite (2010) fra Tyskland
Loïc Nottet – Rhythm Inside (2015) fra Belgien
Salvador Sobral – Amar Pelos Dois (2017) fra Portugal
Cláudia Pascoal – O jardim (2018) fra Portugal
Benjamin Ingrosso – Dance You Off (2018) fra Sverige

Lyt til sangene på Spotify

 

Disse sange var desværre ikke på Spotify:
Regner Egekvist – Holder Af De Ting (1984) fra Danmark
Gry og Vivian Johansen – Vi ska’ leve (1985) fra Danmark
Trine Dyrholm – Danse i Måneskin (1987) fra Danmark
Aud Wilken – Fra Mols Til Skagen (1995) fra Danmark
Bobbie Singer – Reflection (1999) fra Østrig

Hjemmelavet slushice


Læskende med en hjemmelavet slushice i det her dejlige vejr og mindst lige så lækkert som dem man køber, og samtidig meget mindre usundt. OBS! På fotoet er der halv mængde i.

Ingredienser til 2 drinks:
1 dl kold vand
2 dl koncentreret saft
20 isterninger

Det hele blendes til sne.

Sange til 1. maj


For mig hænger disse sange sammen med Arbejderbevægelsens internationale kampdag og hele 1. maj-ånden. Det er sange, jeg kalder “hippie” sange, det er sange der minder mig om både min mor og min far og den musik, jeg hørte i min barndom.  Det er sange, som jeg har forestillet mig, skulle spille til mit bryllup. Det blev ikke til et “hippie” bryllup, men flere af disse sange blev alligevel spillet.

01. Bifrost – Mens Lyset Brænder Ud
02. Marshall Tucker Band – Can’t You See
03. Guess Who – These Eyes
04. Skousen & Ingemann – Herfra Hvor Vi Står
05. Youngbloods – Get Together
06. Love – Always See Your Face
07. Fleetwood Mac – Man Of The World
08. Jackson C. Frank – Milk And Honey
09. Gasolin – Lopopora Williamsi
10. John Mayall – Broken Wings
11. Janis Joplin – Summertime
12. Traffic – Dear Mr. Fantasy
13. Edgar Broughton Band – Green Lights
14. Roxy Music – If There Is Something
15. Elton John – Tiny Dancer
16. Canned Heat – Going Up The Country
17. Jefferson Airplane – Today
18. Guild – I Won’t Go (Anywhere Alice Won’t Go)
19. Black Sabbath – Planet Caravan
20. Cactus – Song For Aries

Lyt til sangene på Spotify

 

Farfalle a la Fakta


Man kunne på et tidspunkt købe en virkelig lækker færdigret på frost i Fakta, der hedder Farfalle (ligesom pastatypen). Man kan stadig købe den, men det er ikke helt den samme, og den smager ikke så fantastisk, som den plejer, så derfor besluttede jeg mig for at genskabe den, og det er lykkedes mig rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det.

4 personer:
300 g farfalle (eller sløjfer)
1 pose babyspinat (75 g)
1 løg
1 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
1 spsk olivenolie
300 g skinke i små tern
2 dl madlavningsfløde 18%
50 g ost i små tern
salt og friskkværnet peber

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.
Skyl spinaten og lad den dryppe af.
Pil og hak løgene.
Vask peberfrugterne og skær dem i mindre strimler.
Varm ½ spsk olie op på en pande.
Svits løg og peberfrugt et par minutter.
Tilsæt skinketern og svits videre et par minutter.
Varm ½ spsk olie op i en gryde og kom spinaten på.
Når al spinaten er faldet sammen, tilsættes grøntsagerne og skinken.
Fløden hældes ved og retten koges lidt ind.
Tilsæt den afdryppede pasta og osteternene.
Smag til med salt og peber.

Hveder med smør og kanelsukker


På fredag er det St. Bededag og hvert år aftenen før denne helligdag, går vi en aftentur og nyder at vejret er ved at blive lunere. Når vi kommer hjem, rister vi hveder i ovnen, laver te/rooibos, skifter til nattøj, og når både hveder, te og vi er selv er klar, sætter vi os godt til rette og nyder herlighederne.
Dene tradition med at spise lune hveder aftenen før St. Bededag stammer måske helt tilbage til 1686, da det blev besluttet at slå alle bededage sammen til en stor bededag. Denne dag blev så hellig, at selv bagerne skulle holde lukket. Derfor kom bagerne helligdagen i forkøbet ved at bage ekstra store hvedeknopper dagen før, som folk så kunne købe med hjem til at varme og spise dagen efter. Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften, mens de endnu var lune.
En anden tradition, der er forbundet med St. Bededag er at gå en tur på byens volde. Denne tradition siges at være opstået på grund af det vellydende klokkespil fra Vor Frue Kirke, der lokkede københavnerne ud for at spadsere og nyde de forårsgrønne lindetræer og kastanjetræer. (Kilde: TV2 & Wikipedia).

Ingredienser til 12 stk.:
2½ dl mælk
50 g gær
400-450 g hvedemel
50 g groft mel (jeg bruger grahamsmel)
1 tsk groft salt
2 tsk kardemomme
2 spsk rørsukker
50 g smør

Til servering:
Smør
Kanelsukker (i forholdene: 1 tsk stødt kanel til 2 spsk sukker)

Lun mælken til den er fingervarm. (Hvis den når at blive for varm,
stilles den til side indtil den har den rette temperatur.)
Opløs gæret i den fingervarme mælk og stil til side.
Bland de 2 slags mel sammen med salt, kardemomme og sukker.
Skær smørret ud i små tern og smuldr dem i melblandingen.
Hæld mælk/gærblandingen i lidt af gangen og rør godt rundt til den er glat og smidig. Den skal være klistret, men slippe fingrene.
Lad dejen hæve tildækket ca. 45 min. til dobbelt størrelse.
Fór et aflangt fad med bagepapir.
Del dejen op i 12 og tril dem til aflange boller der placeres i fadet med en lille smule luft omkring sig.
Dæk bollerne/hvederne med et fugtigt viskestykke og lad dem hæve et lunt sted en times tid, til de er vokset sammen.
Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn efter ca. 45 min.
Bag hvederne på nederste rille ca. 20 min., til de er lysebrune.
Afkøles på en bagerist.

Ca. 5 min. + den tid, det tager for din ovn at blive varm før hvederne skal spises, tændes ovnen på 200 grader alm. ovn.
Stil evt. smørret frem, så det ikke er for hårdt.
Når ovnen er varm, brydes hvederne forsigtigt fra hinanden og skæres igennem.
Ristes i ovnen ca. 5 min. til de er sprøde.
Bland kanel og sukker til kanelsukker, gang evt. op i opskriften.
Servér hvederne med smør og kanelsukker til at drysse på samt evt. en kop varm te/rooibos.

Lyt evt. til disse sange fra 30’erne og 40’erne på Spotify,
imens du hygger dig med de lune hveder og den varme te.

Hjemmelavet nutella


Fordi den ikke kan holde meget mere end 1 uge, har jeg lavet en opskrift på et lille glas nutella. Hvis man skal lave det til gæster eller man har en meget stor og nutellaglad familie, ville jeg gange opskriften med 3.

Ingredienser til 1 lille glas:
25 g smør
25 g hasselnødder
50 g god chokolade
5 cl piskefløde (½ dl)
2 store saltkorn

Stil smørret frem på køkkenbordet i god tid, så det når at blive blødt.
Rist hasselnødderne på en pande til de har taget godt med farve men pas på at de ikke bliver brændte.
Læg dem spredt ud på halvdelen af et rent viskestykke og fold den anden halvdel af viskestykket ind over.
Gnid skallerne af ved at rulle hænderne hen over de indpakkede hasselnødder.
Gentag et par gange, så så meget af skallen som muligt kommer af på denne måde – det er meget nemmere end at skulle gnide skallen af hasselnødderne enkeltvis.
Blend hasselnødderne i en minihakker eller køkkenmaskine til konsistensen er ligesom groft mel.
Hak chokoladen groft og hæld i en skål.
Lun piskefløden til den begynder at boble – vær over den, for denne proces går meget hurtigt.
Hæld den lune piskefløde over chokoladen og rør rundt til al chokoladen er smeltet.
Tilsæt smørret og rør godt til chokoladeblandingen er en homogen masse.
Gnid saltkornene godt mellem 2 fingerspidser over chokoladeblandingen og rør nøddemelet i.
Skold et glas i en passende størrelse og hæld nutellaen heri. Opbevares på køl, men tag den gerne ud lidt før, den skal spises, så den ikke er for hård.

Lyt til disse søde sange på Spotify imens du nyder denne lækre nutella

Jordbærsmoothie


Lækkert hvis man lige trænger til en lille eftermiddagsdrik eller som tilbehør til en brunch.

Ingredienser til 4 mellemstore glas:
100 g frosne jordbær
1 skvæt citronsaft
1 tsk rørsukker
2 spsk flormelis
2 dl mælk
2 dl yoghurt, naturel

Det hele blendes til ensartet smoothie.

Røræg


Jeg elsker æg og spiser det 3-4 gange om ugen til morgenmad.
2 af dagene er på hverdage, hvor det enten er smilende æg med rugbrødssoldater, spejlæg med en skive bacon og et stykke ristet brød eller røræg med 2 små brunchpølser.  I weekenden laver jeg enten Skipper Skræk omelet, æg i cocotte eller en brunchtallerken, hvor både arme riddere, pandekager, porcherede æg og røræg kan indgå.
Når røræggene er en del af min brunchtallerken, bruger jeg fløde eller creme fraiche, når jeg laver røræg på hverdage bruger jeg mælk.

Ingredienser til 4 pers.:
1 spsk smør
4 æg
4 spsk mælk, fløde eller creme fraiche
salt og peber
purløg

Smelt smørret på en pande ved middelvarme.
Pisk æggene sammen med mælk, fløde eller cremefraiche (hvis du har set Skam på DR3, er sidstnævnte måden at gøre det på), salt og peber.
Hæld æggemassen på panden, når smørret er bruset af.
Lad stå i et minuts tid og begynd så skubbe lidt rundt i æggemassen til den lige akkurat er stivnet. Drys med purløg.

Lyt til disse “Sange der er gode at starte sin dag på” på Spotify